- Med vores miljøbreve og miljøpakker introducerer vi nu muligheden for ikke bare at neutralisere den CO2-udledning, der er i forbindelse med at håndtere og distribuere breve og pakker, men vi går skridtet videre. Vi sikrer, at der fjernes dobbelt så meget CO2, som der udledes, så der faktisk kommer en positiv miljøeffekt ud af at sende et brev eller en pakke, siger miljøchef i Post Danmark Søren Boas.
Prisen for at sende breve og pakker på den miljøbevidste måde starter ved 1 øre for et standardbrev under 50 gram, mens der er en enhedspris på 25 øre for pakker.
- Den grønne bølge skyller i disse år ind over os, og vi vil med dette initiativ give vores kunder nye muligheder for at reducere den samlede CO2-udledning. Med vores ydelser kan selv de største virksomheder og afsendere af post dobbeltkompensere deres forsendelser for et beskedent beløb.
CO2-neutraliseringen sker ved, at Post Danmark køber anerkendte Gold Standard CO2 reduktioner i vindmølle- og vandkraftprojekter og dermed er med til at sikre, at projekterne bliver realiseret. Post Danmark har siden 1. august selv sendt alle breve og pakker på den miljørigtige måde.
