Energistyrelsens lovforslag lægger op til at erstatte Elsparefonden med Center for Energibesparelser. Det nye center skal fremme besparelser inden for alle former for energi , bortset fra transport. Ifølge forslaget skal centeret ledes af en bestyrelse med eget sekretariat, men organisatorisk placeres i Energistyrelsen med reference til styrelsens direktør.
Ja til flere energiformer – nej til den foreslåede organisering
Elsparefondens bestyrelse hilser i sit høringssvar til Energistyrelsen den bredere tilgang til besparelser med fokus på alle energiformer velkommen, men betoner samtidig, at den kommende energisparemyndighed bør være en helt uafhængig Energisparefond med eget sekretariat.
Lovforslaget lægger op til, at Center for Energibesparelser skal knyttes til Energistyrelsen, blandt andet med reference til styrelsens direktør. Elsparefondens bestyrelse peger på, at netop uafhængighed og stor metodefrihed er det unikke ved Elsparefonden. Den nuværende organisering, hvor Elsparefondens bestyrelse refererer til ministeren, men samtidig er meget handlekraftig til at udføre konkrete initiativer i en armslængde fra det politiske system, er grundlaget for de resultater og den troværdighed, der karakteriserer Elsparefonden.
Der skal bygges videre på Elsparefondens kompetencer og brandingværdi
Elsparefondens bestyrelse mener derfor, at den fremtidige energisparefond skal være en uafhængig, dynamisk entreprenør. Det giver legitimitet og troværdighed hos forbrugere og udbydere. Og det giver de bedste resultater. Derfor er det mest rationelt at bygge direkte videre på det fundament af branding, kendskabsgrad og kompetencer, Elsparefonden har opbygget, og som ikke umiddelbart vurderes at kunne videreføres via et Center for Energibesparelser.