En analyse fra nyhedsbureauet Reuters afslører, at Kina er det land i verden, der har skabt flest grønne jobs, efter lanceringen af de økonomiske hjælpepakker tidligere på året. Hjælpepakkerne skulle fremme ny alternativ energi og skabe jobs. På verdensplan er der investeret godt 500 mia. dollars i hjælpepakkerne.
Det er de massive kinesiske investeringer i vindenergi, der har givet bonus. I første halvdel af 2009 har Kina bygget møller med en samlet produktion på 4,5 gigawatt. USA, der indtager en anden plads i det globale kapløb, har opført vindmøller til en fire gigawatts-produktion. Det er Kinas regel om, at 70% af vindmølleudstyret skal være lokalt produceret, der har skaffet landet en førsteplads, da man har skabt mange nye jobs.
Også i solenergibranchen har Kina skabt mange nye jobs. Men her fører Tyskland i kapløbet om at skabe størst efterspørgsel, mens Spanien indtager en fin andenplads.
Kina forventes ikke at skrue ned for blusset på vindenergi-området, selvom man både i USA og Europa kommer til at skrue ned for tempoet i forbindelse med investeringen i vindenergi.