P.t. er Siemens verdens førende producent af havvindmøller, og sådan skal det også blive ved med at være i fremtiden. Det tyske industrikonglomerat har sat sig tungt i førersædet, og Siemens Wind Powers administrerende direktør Andreas Nauen forventer, at vindmølleproducenten kan bruge offshore-leverancerne til at distancere sig fra konkurrenterne. Det skriver Børsen. - På offshore ser det godt ud, særligt efter de britiske myndigheder har besluttet at give store tilskud til havvindmøller. Desuden har vi forhandlinger i USA og Canada. I starten af året var det småt med aktivitet, men det går bedre, siger Andreas Nauen til Børsen. Siden 2007 har Siemens haft en decideret afdeling for havvindmøller i Danmark, og for øjeblikket overvejer man, hvordan den skal udvides. En del af overvejelserne går på, om man skal bygge en fabrik i Esbjerg, men også Tyskland og England er inde i billedet.