23948sdkhjf

Dansk bioenergi skaber eksport for milliarder

Bioenergiklyngen er den næststørste eksportør af grøn energiteknologi efter vindenergi.

1.200 danske virksomheder arbejder helt eller delvist med bioenergi. Virksomhederne har en samlet omsætning på 25 mia. kr., de skaber 11.500 job og eksporterer for otte mia. kr.

Det viser en kortlægning af bioenergiklyngen i Danmark, som DI Bioenergi, Force Technology og Innovationsnetværket for Biomasse (INBIOM) står bag.

Bioenergi som halm, træ, biobrændstoffer, biogas og bionedbrydeligt affald leverer en stor del af den vedvarende energi, vi bruger i Danmark. Kortlægningen viser, at de fleste job og langt den største del af eksporten kommer fra virksomheder, der laver teknologiske løsninger. Det er store kedler, biogasanlæg og udstyr til håndtering af biomassebrændsler.

 - Der er en tendens til at glemme bioenergi, når vi taler om den grønne omstilling. Kortlægningen viser, at bioenergi har meget stor betydning for Danmark - både når det gælder beskæftigelse og eksport, siger Troels Ranis, der er branchedirektør i DI Energi, som DI Bioenergi er en del af.

Bioenergiklyngen er den næststørste eksportør af grøn energiteknologi efter vindenergi, og den består af mange små og mellemstore virksomheder.

Den stærke position skal sikres ved fortsat at udvikle de teknologiske løsninger inden for bioenergi.

- Virksomhederne har i dag en stærk position på eksportmarkederne. Hvis vi skal bevare og udbygge den position, kræver det, at der konstant er forskning og udvikling inden for bioenergi, siger Troels Ranis.

Læs mere om eksporten af energiteknologiske løsninger inden for bioenergi: Danskere laver whisky om til strøm

Bioenergi ventes at spille en væsentlig rolle i den omstilling til vedvarende energi, der skal ske over alt i verden. Der er nemlig brug for den fleksibilitet i energisystemet, som bioenergi kan levere.

- Danske virksomheder er i stand til at levere fleksible og energieffektive løsninger. Derfor forventer vi, at efterspørgslen vil stige i de kommende år, siger Henrik Hassing, teknisk chef i Force Technology.

Biomasse leverer miljø- og klimavenlig energi. Men samtidig er der en række afledte positive effekter ved at bruge bioenergi.

- Bioenergi er med til at rydde op efter andre. Når der f.eks. bruges gylle i biogasanlæg reducerer det belastningen af natur og miljø fra landbruget og fødevareindustrien, samtidig med at der leveres grøn gas og gødning, siger Claus Mortensen, projektleder i INBIOM.

Det er første gang, der er lavet en opgørelse af bioenergiklyngens betydning for den økonomiske aktivitet i Danmark. Alle tal i opgørelsen er fra 2014 og stammer primært fra Danmarks Statistik. Hvis en virksomhed beskæftiger sig med andet end bioenergi, er det kun den del af virksomheden, der er relateret til bioenergi, som er taget med i kortlægningen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.133