23948sdkhjf

Forbrugerombudsmanden: Fire energiselskaber har vildledt forbrugerne

Siden sommeren 2016 har Forbrugerombudsmanden behandlet forskellige klager over energiselskaber. Det har blandt andet resulteret i, at Forbrugerombudsmanden har meddelt fire virksomheder, at de har overtrådt markedsføringsloven i forbindelse med telefonsalg.

Det drejer sig om følgende virksomheder:

  • Blue Energy A/S
  • Modstrøm A/S
  • MyPower ApS
  • Gasel/FFV Energi A/S

Forbrugerombudsmanden vurderede bl.a., at virksomhederne havde vildledt forbrugerne i forbindelse med opsøgende telefonsalg. Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Det har for eksempel været uklart for forbrugerne, om de talte med deres nuværende energiselskab, eller om de talte med en konkurrerende virksomhed, og derfor var ved at skifte energiselskab. Der har også været eksempler på, at forbrugerne modtog en velkomstmail, når forbrugerne blot havde bedt om yderligere oplysninger fra virksomhederne.

- Der er desværre mange eksempler på, at forbrugerne ikke ved, hvilket energiselskab de egentlig bliver kontaktet af. Andre får urigtige oplysninger om priser eller andre vilkår. Vi vil fortsat have fokus på energiområdet for at sikre, at den vejledning, vi har lavet, bliver overholdt, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Forbrugerombudsmanden har bedt virksomhederne om at rette ind og meddelt, at det vil blive anset for en skærpende omstændighed, hvis de gør det igen.

Forbrugerombudsmanden udgav i sommeren 2016 en vejledning på området. Her kan energiselskaberne blandt andet se, hvordan de undgår, at telefonsalg vildleder forbrugere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125