23948sdkhjf

Olieforureningen fra Mærsks danske olieplatforme vokser

Flere miljøorganisationer kritiserer Mærsks stigende olieudledning i Nordsøen.

Selv om olieproduktionen falder, så stiger olieforureningen fra Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk, i Nordsøen.

Mærsk sprøjtede i alt 193 ton olie ud i den danske del af Nordsøen sidste år. Det er en stigning på 69 procent siden 2012, da Mærsk udledte 114 ton olie i havet.

Det viser en gennemgang af Mærsks miljørapporter foretaget af DR Nyheder.

Selv om Mærsks olieudledning holder sig inden for de rammer, Miljøstyrelsen har fastsat, møder stigningen alligevel kritik:

- Vi har at gøre med et firma, som tjener milliarder på at pumpe olie og gas op, og som bliver dårligere og dårligere til at håndtere deres olieforurening.

- Det er ikke godt nok, siger Mads Flarup Christensen, generaldirektør i Greenpeace, til DR Nyheder.

Olien hælder Mærsk ud i havet sammen med endnu større mængder spildevand, der er en blanding af olie, kemikalier og produktionsvand.

Udledningerne sker gennem store rør på Mærsks boreplatforme, fremgår det af TV Avisen mandag aften.

- Det er stærkt bekymrende. Det ser ud, som om Mærsk ikke har styr på produktionen på de her platforme, så der kan være risiko for større udslip og deciderede ulykker, siger John Nordbo, klima- og miljøchef i Verdensnaturfonden WWF, til Ritzau.

- Udslippene kan være særdeles skadelige for både fisk og andre dyr, der lever i havet omkring platformene.

Olieforureningen vokser, fordi Mærsk blandt andet har svært ved at rense sit spildevand på de danske boreplatforme.

Koncentrationen af olie i spildevandet er fra steget fra 4,8 milligram per liter til 7,9 milligram per liter de seneste tre år, viser Mærsks egne data ifølge DR Nyheder.

Ifølge Mærsk selv er det umuligt at undgå store mængder spildevand, når firmaet pumper olien op fra de danske oliefelter.

- På modne felter og på lidt ældre installationer, som vi har nu, kommer der ofte nedlukninger, og der er en del brøndoprensninger.

- Det skaber ustabilitet, og derfor har vi set en mindre stigning i vores olieudledning, siger Lars Hansen, chef for Maersk Oils danske miljøafdeling, til DR Nyheder.

Hvis Mærsks olieudledninger fortsætter med at stige, rammer de snart den maksimalt tilladte grænse, som er 202 ton om året - fastsat af Miljøstyrelsen.

Mærsk oplyser til DR Nyheder, at firmaet i dag gør en stor indsats for at begrænse olieudledningerne mest muligt, og at det også i fremtiden er et vigtigt indsatsområde for koncernen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078