23948sdkhjf

Vedvarende energi dækker 30 procent af energiforbruget i Danmark

Vedvarende energi dækkede i 2015 ca. 30 pct. af energiforbruget mod 29,2 procent i 2014.  

Når der kigges på den danske elforsyning går det endnu stærkere. I 2015 udgjorde produktionen af elektricitet baseret på vedvarende energi 56,0 pct. af Danmarks elforsyning. De største bidrag kom fra bl.a. vindkraft med 41,8 pct., og biomasse med 11,0 pct.

Det fremgår af Energistatistik 2015, som Energistyrelsen offentliggør i dag.

 - Jeg er glad for at se, hvordan vedvarende energi giver os mere og mere grøn strøm i stikkontakterne. Vi har netop i vores nye regeringsgrundlag et VE-mål, der lyder på, at produktionen af vedvarende energi i 2030 skal svare til 50 pct. af energiforbruget. Det er et ambitiøst mål, men jeg synes de nye tal viser, at vi har grund til grøn optimisme i Danmark, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt. 

 Den større produktion af strøm fra vindkraft og den øgede nettoimport af el betød, at brændselsforbruget til elproduktion faldt med 14,4 pct. Samlet ses et fald i forbruget af kul, olie og naturgas på 30,4 pct., mens forbruget af vedvarende energi omvendt steg 2,7 pct. i 2015.

 Udledningen af drivhusgasser er faldet

En foreløbig opgørelse af Danmarks samlede faktiske udledninger af drivhusgasser viser et fald på 4,9 pct. i 2015 ift. 2014. Det betyder, at de faktiske udledninger af drivhusgasser er reduceret med 31,1 pct. siden 1990. 

- Det er glædeligt, at CO2-udledningerne er faldet i Danmark, ikke mindst for vores klima. Vi har stærke el-forbindelser til vores naboer, som har medvirket til stigende elimport, der både kan bidrage til lavere elpriser og en høj forsyningssikkerhed, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

 Danmarks faktiske energiforbrug var i 2015 uændret 720 PJ ligesom i 2014.

 

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126