23948sdkhjf

Nu producerer 8 MW-møllen strøm på havet

De første havmøller i Dong Energys havmøllepark Burbo Bank Extension blev opført for nylig. 

Og nu er der for første gang produceret strøm fra parken - og det på en 8 MW-mølle fra MHI Vestas. 

- Den første strøm er en vigtig milepæl for os, fordi den viser, at hver enkelt del af transmission og produktion fungerer. Opførelsen af havmølleparken skrider godt frem, siger Claus Bøjle Møller, Programme Director for Burbo Bank Extension og tilføjer: 

- Denne milepæl er også væsentlig for havmølleindustrien generelt. Brugen af disse store møller er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at nedbringe prisen på energi fra havvind.

Grøn energi til det britiske elnet
I de kommende uger vil de første havmøller producere mere og mere grøn strøm til det britiske elnet. Når alle 32 havmøller er på plads, hvilket de forventes at være i første kvartal 2017, vil havmølleparken kunne producere op til 258 megawatt (MW) elektricitet – nok til at dække det årlige elforbrug i cirka 230.000 britiske hjem.

Dong Energy's oprindelige Burbo Bank Havmøllepark blev indviet i 2007 og var den første til at anvende havmøller på 3,6 MW, som siden blev udbredt i hele branchen.

Samlet set vil de to Burbo Bank-havmølleparker producere nok strøm til at dække flere end 300.000 husstandes forbrug.

Opførelsen af Burbo Bank Extension, der ligger 7 km ud for Liverpool Bay, varetages af et team på 90 personer, som arbejder fra Dong Energy’s anlæg på skibsværftet Cammel Laird.

Der arbejdes også på at bygge et avanceret drifts- og vedligeholdelsesanlæg til adskillige millioner britiske pund i King's Wharf, Seacombe, som skal betjene Dong Energy's to havmølleparker i området.

Burbo Bank Extension er et joint venture mellem Dong Energy (50 %) og Dong Energy's partnere PKA (25 %) og Kirkbi A/S (25 %).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156