23948sdkhjf

Nu kommer bunkebrylluppet i vindindustrien

Fusionsballet i den danske vindmølleindustri er i fuld gang.
Det handler om at spise eller blive spist i kampen om at kunne matche større og større kunder, få adgang til nye markeder og sikre den fornødne konkurrencekraft i form af stordriftsfordele, skriver Finans.

Over halvdelen af industriens virksomheder forventer inden for de næste 12 måneder at kaste sig ud i sammenlægninger og opkøb. Det viser en ny undersøgelse udarbejdet af brancheorganisationen Vindmølleindustrien blandt flere end 100 danske leverandører.

Et af de firmaer, der melder sig klar, er Alpha Offshore.

- Hvis vi skal kunne følge med alle de efterspørgsler, vi har, tror jeg, at det er godt med en partner, der kan være med på rejsen, siger den administrerende direktør og ejer, 45-årige Mikkel Lund, der er uddannet maskinmester, til Finans.

Philipp Schröder, professor ved økonomi på Aarhus Universitet, peger over for Finans på, at drivkraften bag branchens konsolidering er stadig større vindmølleproducenter og vindmølleparker.

Hvis ikke de danske underleverandører opnår skala, risikerer de at gå glip af ordrer.

- Du sparer nogle administrationsomkostninger, og så kan det give ny markedsadgang. Desuden kan kunderne godt lide nøglefærdige løsninger i stedet for at købe tingene separat, siger Philipp Schröder.

Ifølge undersøgelsen fra Vindmølleindustrien er den største udfordring for de adspurgte leverandører til blandt andet Vestas og Siemens "vækst/vedligeholdelse af kundernes efterspørgsel".

Originalartikel: http://finans.dk/finans/erhverv/ECE91523...
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141