23948sdkhjf

Rambøll-chef: - Vi skal passe på, vi ikke bliver for selvfede

Danmark eksporterer energi- og miljøløsninger for ca. 70 mia. kr. om året og andelen er stigende. I fjor udgjorde energi-og miljøløsninger 11 pct. af den samlede eksport.

Men det duer ikke, at løsninger sælges som ”danske”, for mange steder i verden frygter man, at danske løsninger er dyre. Man tror vi har et system, hvor politikerne bare kan dreje på skatteskruen for at få løsningerne finansieret.

Det understreger Jens Peter Saul, adm. direktør i ingeniørfirmaet Rambøll, der beskæftiger 9.000 ansatte verden over med at udvikle miljø- og energiløsninger.

I stedet skal vi understrege, at de danske løsninger er universelt brugbare og kan tilpasses de lokale forhold og finansieringsmuligheder. Prisen på danske løsninger opleves nemlig ofte at være for høj i forhold til landets levestandard, tilføjer han.

- Det er fint med projekter i Danmark, som vi kan referere til, men det er vigtigt, at kunderne ikke opfatter dem som skræddersyede til Danmark og Skandinavien, for så står de af. Vi skal passe på, vi ikke bliver for selvfede, siger Jens Peter Saul.

- Derfor henviser vi ikke kun til Amager Bakke, det banebrydende forbrændingsanlæg, som er under opførelse i København og som er tegnet af Bjarke Ingels med skibakken på toppen. Vi henviser også til løsninger på affaldsproblemer, som vi har designet til Beirut i det krigshærgede Libanon, fortsætter Jens Peter Saul.

Hans udtalelser faldt mandag på en konference om eksport af danske at bygge, energi og miljøløsninger til verdens storbyer.

Problemer i Indien
Et af de lande, hvor danske energi- og miljøløsninger søges eksporteret til, er Indien. Men her er de økonomiske muligheder mindre, og derfor må løsningerne tilpasses de lokale behov.

Peter Taksø Jensen, dansk ambassadør i Indien, peger på, at danske byplanlæggere, administratorer og virksomheder har brugt mange år på at oparbejde en kapacitet, der gør, at man kan planlægge sig ud af storbyernes vækstproblemer.

Men den kapacitet findes ikke i store dele af den tredje verden. Her mangler man også evnen til at gøre projekterne 'investerbare' – eksempelvis gennem beskatning af de ejendomsværdistigninger, som følger af byudvikling. Kunstigt lave priser for vand, sanitet og affald-bortskaffelse, gør det ofte umuligt at bankfinansiere projekter på området.

Derfor har Udenrigsministeriet som led i sit økonomiske diplomati bl.a. udviklet et pilotprojekt, hvor Århus skal lære den indiske by Udaipur at byplanlægge.

Danmarks forhold til Indien er dog af hæmmet af sagen om våbensmugleren Niels Holck, som Danmark har afvist at udlevere til retsforfølgelse i Indien. Holck er anklaget for terrorisme for sin medvirken til nedkastning af våben til oprørere i Vestbengalen.

For nylig aflyste den indiske byplanminister et besøg i Danmark, som netop skulle fremme dansk eksport på området.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109