23948sdkhjf

Verdo stopper træpille-produktion

Det betyder farvel til 60 medarbejdere.

På grund af en ny CO2-afgift, faldende priser på træpiller og hård konkurrence fra fabrikker i øst ser Verdo-koncernen ikke længere en forretning med selv at producere træpiller. 

Derfor arbejder koncernen nu hen mod stop af egen produktion af træpiller i England og Skotland.

Alene den nye CO2-afgift i Storbritannien vil koste Verdo 5 mio. kroner om året. 

Lukningen af de to fabrikker betyder et farvel til cirka 60 medarbejdere.

- Det er trist at skulle sige farvel til dygtige og betroede medarbejdere i Andover i Hampshire og Grangemouth i Skotland, der har gjort en stor indsats for at få gjort fabrikkerne til en lønsom forretning. Vi er et ansvarligt selskab og vi er i gang med at lave fornuftige fratrædelsesordninger med alle de berørte medarbejdere, siger administrerende direktør i Verdo, Kim Frimer. 
 

Fastholde position

Fremover vil virksomheden fokusere på at fastholde og udvikle sin position som markedsleder i handel med træpiller også i Storbritannien.

Verdo fortsætter således som handelsselskab fra kontoret i Andover med cirka 10 ansatte og fortsat distribution til Storbritannien.
 
- Vi er blandt de bedste, når det kommer til biomasse i Storbritannien, det er en position, vi fortsat vil udvikle, siger Kim Frimer.  

Det forventes, at aktiviteten på fabrikkerne i England og Skotland vil være lukket inden udgangen af 2016.

Når Verdo vælger at lukke sin produktion af træpiller i Storbritannien ned, melder spørgsmålet sig:

Hvor skal træpillerne så komme fra?

- Vi kan fortsat levere fra vores depoter i Storbritannien efter vi stopper egen produktion - vi har store lagre og vores eksisterende sourcing set-up i Europa kan følge efterspørgslen, oplyser Kasper Granat, CMO hos Verdo.

 Det betyder at kunderne på det britiske marked, som er lokale distributører, industri, skoler, hospitaler og private forbrugere ikke foreløbigt løber tør for Verdo-træpiller. Faktisk har Verdo ret store forventninger til biomasse i netop Stobritannien.

- Markedet for biomasse vokser fortsat og vi forventer at det vil udgøre over 50% af den vedvarende energi i 2030, oplyser Kasper Granat.

 Opdateret 18. oktober 2016, kl. 10:52

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203