23948sdkhjf

Forsyning Helsingør opdeler 394 km vandrør

Ved at opdele Helsingør i 21 sektioner med lukkede kredsløb forbedres forsyningssikkerhed og vandkvalitet.
Forsyning Helsingør er i gang med at opdele hele nettet med 394 kilometer vandrør i mindre sektioner. I alt bliver der tale om 21 sektioner, der fungerer som lukkede kredsløb med et afgrænset antal kunder. Til hver sektion etableres mindst én målerbrønd med temperaturfølere og flow- og trykmålere.

Det oplyser Forsyning Helsingør på sin hjemmeside.

- Vi opdeler Helsingør Kommune i sektioner, fordi vi gerne vil forbedre forsyningssikkerheden og sikre vandkvaliteten. Før i tiden kunne en forurening sprede sig vidt omkring og på tværs af ledningsnettet. Nu kan vi begrænse uheld indenfor ét bestemt område. Dermed undgår mange kunder at blive berørt. Samtidig kan vi styre og overvåge drikkevandet, så ledningsbrud kan lokaliseres og udbedres hurtigt og effektivt, siger Per Tærsbøl, bestyrelsesformand for Forsyning Helsingør.

Store og små sektioner
Opdelingen i vandsektioner er et arbejde Forsyning Helsingør begyndte på for et par år siden – og som forventes færdiggjort til næste år. Opdelingen er sket med hensyn til kommunens geografi, områdernes forbrugstype og det samlede årsforbrug. Indtil videre er 16 af de i alt 21 sektorer oprettet.

På vandværket på Agnetevej i Snekkersten har afdelingsleder Henrik Backe ansvaret for, at kunderne får rent drikkevand. Når vandet pumpes ind fra de lokale vandboringer, filtreres og iltes det, så det bliver helt rent – inden det ledes ud i nettet til kunderne.
- Vi skal værne om vores gode vand her i Helsingør. Derfor er det også en fordel, at vi på computeren kan overvåge forbrug og vandtryk i de forskellige sektioner og dermed hurtigt få et overblik over, hvor vi skal sætte ind - og hvilken sektor, vi skal lukke for ved uheld. Vi kan også styre og optimere opholdstiden i ledningsnettet, så risikoen for at vandet bliver for gammelt minimeres, fortæller Henrik Backe.

Arbejdet med opdelingen af vandsektioner koordineres med den løbende renovering af ledningsnettet, så kunder og trafikanter generes mindst muligt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078