23948sdkhjf

McKinsey-rapport deler vandene

Ny rapport viser, at der kan effektiviseres for op mod 7 mia. kr. årligt i de danske forsyningssektorer. Ikke alle er enige i den påstand.
Regeringen præsenterer i løbet af efteråret danmarkshistoriens første samlede forsyningsstrategi. Rapporten fra konsulentvirksomhederne McKinsey & Company og Struensee & Co, som netop er offentliggjort, er dermed et blandt mange bidrag til regeringens arbejde på forsyningsområdet.

Konsulentvirksomhederne peger på et effektiviseringspotentiale på op mod 7 mia. kr. årligt fra 2025.

Rapporten indeholder en afdækning af barrierer i forsyningssektoren samt forslag til tiltag på el-, varme-, vand-, gas- og affaldsområdet. Blandt andet peger rapporten på, at den økonomiske regulering af forsyningssektorerne bør justeres for i højere grad at sikre incitamenter til effektiviseringer.

- Regeringen vil se på de forslag, der ligger i rapporten. Men regeringen kommer fx ikke til at blande sig i hvilke ejerformer, der skal være i forsyningssektoren. Det vigtigste er, at selskaberne effektiviseres, så borgere og virksomheder kan spare penge på deres regninger til el, vand, varme osv., samtidig med at vi fortsat sikrer en høj forsyningssikkerhed, rent drikkevand og høj miljøbeskyttelse, siger Lars Chr. Lilleholt.

Til trods for at energi-, forsynings- og klimaministeren udtrykker begejstring for rapporten er det ikke alle der er helt enige i konklusionerne.

Dansk Energi
Danskerne skal kunne stole på, at de har en stabil leverance af el, vand og varme, til konkurrencedygtige priser. Derfor skal forsyningssektorerne have bedre rammer til at drive selskaberne effektivt, både når det gælder drift og de langsigtede milliardinvesteringer, som sektoren gennemfører hvert år.

- I bund og grund går anbefalingen i rapporten på mere gulerod fremfor pisk – og det giver god mening. At de bedste kan optjene overskud er et stærkt incitament til at jagte effektivitet. Dernæst skal sektoren have stabile og langsigtede rammer. Vi investerer milliarder hvert år i kilometervis af kabler, transformere, elmålere, it-systemer osv. De penge skal vi låne i banker og realkreditinstitutter, og prisen bliver bedre, hvis de som låner os pengene, stoler på det politiske system, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

Dansk Fjernvarme
Der skydes forbi skiven og vidner desværre om manglende kendskab til forsyningssektoren , mener Dansk Fjernvarme om den rapport som McKinsey har lavet for regeringen om effektiviseringspotentiale i forsyningssektoren og som nu endelig er blevet offentliggjort.

- Desværre virker rapporten mere som et ideologisk opgør med et demokratisk ejerskab til forsyningssektoren og den forbrugerbeskyttelse, der i dag ligger i reguleringen, lyder det fra Kim Mortensen, der dog vedkender, at der på fjernvarmeområdet ligger nogle få, men udmærkede anbefalinger, der vil kunne billiggøre fjernvarmen, eksempelvis at ophæve tvangsbindingerne til naturgas.

Dansk Industri
- Rapporten understreger, at virksomheder og forbrugere kan få præcis de samme ydelser som i dag til en væsentligt lavere pris, hvis vi forstår at forny og udvikle vores forsyningssektorer, siger Tine Roed.

Dansk Erhverv
- Forsyningssektoren lider under en sløj produktivitetsudvikling. Når der er mulighed for at få både en bedre og billigere forsyning, har jeg svært ved at se grundene til, at man ikke skal arbejde for det, siger energipolitisk chef Søren Büchmann Petersen fra Dansk Erhverv.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI
- Forsyningsselskaberne er pga. deres stedbundne infrastruktur ofte naturlige monopoler og er derfor svære at privatisere. Der er behov for en meget streng regulering af forsyningssektoren, hvis vi skal nærme os noget, der minder om en almindelig markedssituation. Derfor hilser vi i FRI også flere af anbefalingerne i McKinsey-rapporten velkommen. FRI har længe plæderet for en mere effektiv forsyningssektor. Blandt andet har vi ønsket, at de forsyninger, som det giver mening at sammenlægge, får flere og tydeligere incitamenter til at gennemføre fusioner, så de vil kunne drives mere effektivt. Mulighederne eksisterer i dag, men sammenlægningerne er ikke sket med den ønskede hastighed, og derfor mener vi, at det er en positiv udmelding fra ministeren, at han vil tilskynde til konsolideringer og en mere effektivt drevet dansk forsyningssektor, siger Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125