23948sdkhjf

Kæmpebatteri skal oplade Nordhavn

Elnetselskabet Radius og ABB indgår kontrakt på et stort batteri til det nye boligområde Nordhavn i København.
Dong Energys elnetselskab Radius har netop indgået kontrakt med ABB om levering af et Li-ion batteri, der bliver installeret i parkeringshuset Lüders i Nordhavn i januar 2017. Fuldt opladet kan batteriet forsyne cirka 60 husstande i et døgn.

- Hos ABB er vi rigtigt glade for at kunne indgå aftale med Radius omkring dette smart city Li-ion batteriprojekt. Projektet understøtter på bedste vis ABB’s strategi om at levere miljørigtige og innovative løsninger til energisektoren. Li-ion batteriløsningen er unik i både dens placering centralt i bymiljøet og i dens tekniske udformning, som en integreret del af en standard 10kV net-station i by-zone. Dette er kun starten på en mere udbredt anvendelse af batteriløsninger i elnettet. I ABB er vi overbevist om, at vi i fremtiden vil se anvendelse af mange flere net-tilsluttede batterier i forbindelse med f.eks solceller, vindmøller, el-biler og -busser, siger ABBs salgschef Jonas M. Kehr.

Nordhavn er et nyt vækstområde i København. Når den nye bydel er fuldt udbygget vil der være 40.000 beboere og 40.000 arbejdspladser. Så befolkningsmæssigt bliver bydelen større end eksempelvis Viborg og Bornholm.

Større krav til elnettet
En af ambitionerne med den nye bydel er at skabe et område i København, som er energimæssigt bæredygtig. Flere af bygningerne vil eksempelvis selv producere elektricitet ved hjælp af solceller og andre former for vedvarende energi. Nytænkningen gælder også infrastrukturen og samspillet mellem el, fjernvarme/fjernkøling og vand/spildevand.

De grønne ambitioner og det anderledes energiforbrug stiller særlige krav til elnettet. Lagring af energi i batterier kommer formodentlig til at spille en langt større rolle end i dag. Det forbereder Radius sig på ved, sammen med partnerne i projektet EnergyLab Nordhavn, at teste, hvordan store batterier kan spille sammen med elnettet. Energien fra batteriet kan anvendes, når der er behov for at mindske belastningen af elnettet, som dermed kan drives mere omkostningseffektivt.

- I de kommende år vil energiproduktionen svinge meget mere, end vi er vant til, og forbrugsmønstrene vil ændre sig på grund af den grønne omstilling. Som elnetselskab får vi en unik mulighed for at forberede os på fremtiden. Ved at sætte batteriet i drift i Nordhavn demonstrationsprojektet kan vi lære mere om, hvordan vi skal designe elnettet, så det passer til den verden, vi vil møde om få år. Og vi kan afprøve, hvordan nye tekniske og markedsmæssige løsninger vil spille sammen med elnettet. Vi tror på, at batterier vil være en af de teknologier, vi, skal forholde os meget mere til i de kommende år, siger Anders Vikkelsø, Vice President i Radius.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125