23948sdkhjf

Fjernvarmenettet vokser med 2.800 km om året

Flere og flere europæiske lande har fået øjnene op for fjernvarme, som vi kender det i Danmark.
Afstanden fra Danmark og til Rom – og retur eller 20 gange rundt om Bornholm. Så lang afstand er fjernvarmenettet i Europa i gennemsnit vokset med hvert år siden 2009. Det svarer til 2.800 kilometer nye rørledninger hvert år.

Det viser en ny analyse lavet af Cowi for Dansk Fjernvarme, DI Energi, Grøn Energi og Fjernvarmeindustrien om fjernvarmebranchens forventninger til eksporten.

Det voksende europæiske fjernvarmenet er godt nyt for danske virksomheder som Logstor, Danfoss og andre virksomheder, der leverer fjernvarmeløsninger. For med 64% af de danske boliger på fjernvarmenettet, har virksomhederne et hjemmemarked, som giver særligt gode forudsætninger for at eksportere.

Solidt dansk udgangspunkt for eksport
Samtidig er prognoserne for eksport til EU lyse. Således kortlægger Cowi, at der ventes en stigning i fjernvarmeeksporten på 60% fra frem mod 2025 – fra 6,6 mia. kr. i 2016 og til 10,7 mia. kr. i 2025 - noget som endda kan øges endnu mere, når EU får sat sin strategi for varme og køling fra februar på skinner:

- Lægger man det voksende fjernvarmenet sammen med EU-kommissionens nye strategi, der blandt andet skal revidere energieffektiviserings- og bygningsdirektiverne i efteråret, samt den klimastrategi som EU Kommissionen offentliggjorde i onsdags, har Danmark et godt rygstød for voksende eksport, siger Birger Lauersen, international chef i Dansk Fjernvarme, og fortsætter,

- Fjernvarme er ikke længere noget, der er en nordeuropæisk specialitet, men også noget, de sydeuropæiske lande udvikler, og det åbner muligheder for danske fjernvarmeløsninger.

Italien og Sverige udbygger kraftigt
Der er kun otte europæiske lande, hvor 50% af boligerne eller derover er tilsluttet fjernvarme, hvoraf Danmark er det ene. Men flere europæiske lande er ved at få øjnene op for fjernvarmen og udbygger med høje vækstrater i et forsøg på at indfri klimamål og mindske afhængighed af russisk gas.

Således finder den største procentvise udbygning over de seneste år sted i Italien, hvor nettet er vokset med 58%, men hvor kun 6% af husstandene i forvejen har fjernvarme. Også Sverige, som sammen med Tyskland er Danmarks største eksportmarked, har en pæn vækst på 21% i deres ledningsnet.

I Italien voksede ledningsnettet således fra 2.404 kilometer til 3.807 kilometer, mens Sveriges i peroden fra 2009-2013 voksede fra 19.528 til 23.667 kilometer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235