23948sdkhjf

Smarte teknologier effektiviserer Danmark

I går var sidste dagen på El & Teknik 2016. Udstillerne benyttede sig af muligheden for at tale spændingskvalitet og solcelle-strøm døgnet rundt.
Hvis et elnetselskab modtager klager over spændingskvaliteten, kan det måske være en god idé at købe en ny transformer, fortæller Lars Hagelskær, manager for Power Division i Hans Følsgaard A/S på sidste dagen af El & Teknik 2016, der sluttede igår. Her fremviser firmaet bl.a. en distributionstransformer (til 15/0,4 eller 10/0,4 kV) fra SGB i Tyskland.

- Denne transformer regulerer automatisk spændingen og er lidt dyrere end normalt, så den er bedst egnet til steder med særlige udfordringer, siger Lars Hagelskær og påpeger, at en ny transformer kan være et billigere alternativ til netforstærkninger.

Teknologien bag transformeren har været kendt i et par år, og også andre fabrikanter har lignende løsninger. SGB har nu sat sin model i serieproduktion, og de første 1.000 eksemplarer er rullet ud af fabrikken.

- Vi har solgt en del i Danmark til områder med stort forbrug på en tynd radial, siger Lars Hagelskær uden at ville sætte tal på salget.

Et eksempel på en kunde er et netselskab, hvor markvanding om sommeren er et problem for spændingskvaliteten. Andre nicher for den nye type transformer kan være elnet med en industri med en motor, der kun lejlighedsvist sættes i gang, eller områder med mange solceller eller elbiler.

Solcellestrøm døgnet rundt
På sin stand på El & Teknik 2016 fortæller teknisk direktør Torben Christensen fra det østrigske firma Fronius om en løsning, der kan komme til at påvirke det danske elnet på en helt anden måde. I Tyskland og Østrig investerer mange husejere med solceller på taget i batterier, så de kan dække en større del af deres eget elforbrug med solcelle-el.

’I’M 24HRS SUN’, står der på en sticker fra Fronius, der altså frister med solcelle-el døgnet rundt… også om natten. Endnu er der ikke det store salg i Danmark, men det seneste solcelle-indgreb fra Folketinget kan øge markedet for batteriløsninger.

- Vi er med i et projekt sammen med EnergiMidt på Fur og skal levere løsninger til 28 huse, der bygges efter 2020-krav på Sjælland, fortæller Torben Christensen, der slår på, at systemet, der består af en bidirektional inverter på 5 f.eks. kW og et litiumion-batteri fra Sony på 7 f.eks. kW, er uhyre effektivt.

Løsningen kan både levere el til elnettet og suge strøm til sig fra nettet, hvis elprisen eksempelvis om natten er meget lav. Systemet er ikke, understreger Torben Christensen, tænkt til ø-drift uden tilslutning til elnettet.

7.760 over tre dage
El & Teknik 2016 i Odense Congress Center sluttede i går med et samlet deltagertal på 7.760 over tre dage. Projektleder Helle Kristansen fra Dansk Energi, der arrangerer messen sammen med Veltek, gælder sig over det flotte besøgstal.

- Det var også dejligt, at mange energiselskaber - altså vores medlemmer - fandt det interessant at kigge på de spændende løsninger, der blev præsenteret på standene, siger Helle Kristiansen.

Næste udgave af EL & TEKNIK bliver afviklet den 15.-17. maj 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109