23948sdkhjf

Europæisk kulde og varme kan gavne danske virksomheder

EU-Kommissionen fremlagde tirsdag en ny energistrategi, som kan komme danske virksomheder til gode.
Den nye strategi går blandt andet ud på, at EU-landenes energiforbrug skal gøre mere effektiv og grøn. I dag går op mod halvdelen af EU’s energiforbrug til opvarmning- og køling, og det kan gøres bedre ved for eksempel at optimere opvarmningen og nedkølingen af huse og bygninger, mener EU’s ledelse.

Det vil skabe en øget efterspørgsel efter ekspertise og teknologier, der kan give en mere effektiv udnyttelse af energien og et bedre samspil mellem energiforbrug og udnyttelse af vedvarende energi.

Den tankegang kan komme flere danske virksomheder til gode, da Danmark er førende inden for fjernvarme- og køleteknologi. I dag får cirka 3,6 millioner danskere deres varme via fjernvarme.

Betydeligt eksportpotentiale
Blandt andre har konsulentvirksomheden Rambøll, som rådgiver om effektive og grønne energiløsninger, store forventninger til det, EU’s nye strategi kan føre med sig.

- Det er enormt interessant, at fjernvarme og fjernkøling er et af de elementer, man nu vil satse på. Her er der et betydeligt eksportpotentiale for Danmark og for os, siger Peter Heymann Andersen, viceadministrerende direktør I Rambøll Energi.

Han nævner som eksempel den tyske storby Hamborg, hvor Rambøll i øjeblikket hjælper med bedre udnyttelse af byens energi.

- Vi vil ligesom i Tyskland kunne hjælpe med at etablere projekter, der anvender den danske energiteknologi, siger Peter Heymann Andersen, som dog også efterlyser, at udspillet fra EU indeholdt mere fokus på at udnytte overskudsvarmen i EU-landene.

- I udspillet fra EU er der mest fokus på bygningers energieffektivitet. Håbet er, at der i fremtiden også kommer mere fokus på udnyttelse af overskudsvarme igennem udbygning af Europas fjernvarmesystemer. Men det gode er, at det her kommer på dagsordenen. Det er et trin på vejen, siger han.

DI: Store perspektiver
Dansk Industri (DI) er også glade for EU’s udmelding, der kan få stor betydning for de danske virksomheder.

- Hele Europa er i gang med en storstilet grøn omstilling, og fjernvarme- og køling kan spille en betydelig rolle her. Får vi integreret energianvendelsen i byggemassen med resten af vores energiforsyning, er perspektiverne og markedsmulighederne rigtig store, siger Troels Ranis, branchedirektør for energi og klima i DI.

Ud over en mere klimavenlig energipolitik går EU-Kommissionens nye strategi også ud på, at skabe mere energisikkerhed, så EU i mindre grad er afhængig af andre landes energiforsyning.

Kommissionen ønsker blandt andet, at bilaterale aftaler om levering af gas mellem medlemslande og et tredjeland såsom Rusland i fremtiden vil kræve en godkendelse fra EU.

EU-Parlamentet og EU’s medlemslande skal nu tage stilling til forslaget.

Kilde: DI

Artiklen er en del af temaet Fjernkøling.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096