23948sdkhjf

Lave oliepriser udfordrer fjernvarmen

- Elektrificeringen og den grønne omstilling kan nemt gå i stå med faldende oliepriser. Det må ikke ske, lyder det fra vicedirektør Kim Behnke hos Dansk Fjernvarme.
Regeringen og forligspartierne er i gang med at forhandle nye rammer for reguleringen af fjernvarmesektoren. Med udgangspunkt i en embedsmandsrapport fra oktober skal fremtidens regulering og effektivisering af fjernvarmesektoren nu aftales. Udover bekymring om, at det kan blive meget bureaukratisk og at det store administrative apparat kan komme til at koste mere end den opnåede effektivisering, så bør aftalen strikkes sådan sammen, at konkurrencevilkårene for fjernvarmen bevares.

Med en stabil, miljøvenlig og effektiv varmeforsyning til 65 % af borgerne er fjernvarmen en succeshistorie for Danmark. Fjernvarmen er ikke et beskyttet monopol uden konkurrence, selvom mange omtaler fjernvarmesektoren på den måde. For borgere, virksomheder og offentlige bygninger er der alternativer. I disse år er det mest udbredte alternativ, at opvarme med brug af træpiller, da brændslet er afgiftsfrit. Udfasningen af de i alt 250.000 oliefyr, der fortsat står i danske hjem, er gået i stå. Mod forventninger er det nu fra 1. januar fortsat tilladt at skifte gamle oliefyr ud med nye. Det betyder at disse ejendomme vil fastholde forurenende olie de næste 20 år.

Varmepumper sikrer samspil i energisektoren
Argumenterne for at fastholde oliefyr er primært økonomiske. Selvom vi alle ved, at olie er meget forurenende, er faldende oliepriser til nu under $ 30 pr. tønde - mod over $ 100 for få år siden – et stærkt økonomisk incitament til at fastholde en kvart million oliefyr i Danmark. Både for det globale klima og det lokale nærmiljø er oliefyr ikke en god idé. I de tyndtbefolkede egne af landet, hvor fjernvarmen ikke er det mest oplagte alternativ, bør individuelle varmepumper være den miljømæssigt foretrukne løsning som alternativ til olien.

Både i fjernvarmesystemerne og i de mindre bysamfund kan eldrevne varmepumper være et godt supplement til varmeforsyningen. Varmepumperne kan anvende el fra vindmøllerne, som ellers eksporteres og miljøfordelene er kun positive for den effektive varmeform. Men varmepumper beskattes hårdt med høje elafgifter og PSO. Elektrificeringen og den grønne omstilling kan nemt gå i stå med faldende oliepriser. Det må ikke ske.

Folketinget må derfor tage ansvar for at sikre udbredelsen af de miljøvenlige energiteknologier, både ved at tilpasse skatter og afgifter – men lige så vigtigt ved at have som mål at ny regulering af fjernvarmesektoren skal forbedre rammevilkårene.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094