23948sdkhjf

Østerilds driftscenter formes som en møllevinge

Sådan skal det nye besøgs- og driftscenter ved Det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild se ud. Totalrådgiver og arkitekt er netop udpeget.
Et enigt bedømmelsesudvalg har således valgt forslaget fra Cubo Arkitekter A/S, som det forslag, besøgs- og driftscentret ved Det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild skal opføres efter.

Cubo Arkitekter A/S er totalrådgiver og arkitekt sammen med ingeniørfirmaet Orbicon A/S samt landskabsarkitektfirmaet Møller & Grønborg A/S.

Turistattraktion & arbejdspladser
Borgmester i Thisted Kommune Lene Kjelgaard Jensen udtrykker stor glæde, dels over at man nu endelig er kommet et skridt tættere på at gøre centeret i Østerild til virkelighed, dels over at man nu får skabt et center som skal fungere både som turistattraktion og arbejdsplads, hvor uddannelsesinstitutioner og virksomheder kan frembringe, udvikle og formidle ny viden om vindkraft.

En glæde, der deles af viceinstitutdirektør Peter Hjuler Jensen hos DTU.

- Vi får adgang til nogle nye og attraktive faciliteter, som gør, at vi fremover kan stille nogle fleksible arbejdspladser til rådighed for vores medarbejdere og vindmølleindustrien. Dette vil forbedre rammerne og effektiviteten for vores og industriens arbejde på Testcenter Østerild, ligesom det vil medvirke til at sikre, at præsentationen af testcenter Østerild for så vidt angår bygninger svarer til anlæggets storhed. Det kan kun komme vores forskning og tilvejebringelsen af forskningsresultater til gode, ligesom det forbedrer industriens udviklingsmuligheder, siger han.

Rammer ambitionerne
Bedømmelsesudvalget, der har peget på løsningen fra Cubo Arkitekter, består af repræsentanter fra Thisted Kommune, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Naturstyrelsen, Vindmølleindustrien og Realdania.

- Forslaget fra Cubo Arkitekter rammer ambitionerne om et nationalt besøgs- og testcenter rigtig fint. Det nye center får form som en møllevinge og er designet, så det på én gang er enkelt og nyskabende. Det vil give optimale rammer for formidling af og forskning i grøn vindmølleenergi og for at drive selve centret. Det er en komplet løsning på et center, som kan blive et stort aktiv – både for forskere, vindmøllefabrikanter, Thisted Kommune, Naturstyrelsen og andre interessenter – og det understøtter Thisted Kommunes ambitiøse kilma- og energipolitik. I centret vil man kunne formidle faglig viden om grøn energi på en engageret og inspirerende måde – både til specialister og turister, siger Stine Lea Jacobi, programchef hos Realdania.

Besøgs- og driftscentret i Østerild forventes at være færdigbygget i sommeren 2017 og finansieres af Realdania, DTU, Naturstyrelsen, Vindmølleindustrien og Thisted Kommune.






Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125