Det er Svømmeklubben Grindsted, der søndag den 3. januar, samler juletræer ind i Grindsted. Det sker dog i samarbejde med Grindsted El- og Varmeværk, der skærer træerne op til flis og brænder dem af de det nye flisværk på Tingvejen i Grindsted.
Det skriver Midtjysk Avis.
- Det er oplagt at fodre vores nye effektive flisværk med de aflagte juletræer, så vi får udnyttet energien. Og som lokalt andelsselskab, der er ejet af alle vores kunder, vil vi meget gerne støtte foreningsarbejdet på denne måde, siger direktør Per Søndergaard, Grindsted El- og Varmeværk og Grindsted Vandværk.
Grindsted El- og Varmeværk betaler svømmeklubben for flisens værdi og støtter på den måde de lokale klubber.
Svømmeklubben tager endvidere 30 kr. for at hente et juletræ hjemme hos forbrugerne.