23948sdkhjf

18,5 pensionsmilliarder i vindmøller og solceller

De danske pensionsselskaber har opført vindmøller, solceller og biomasseanlæg for over 18,5 milliarder af kroner til gavn for fremtidens pensionister og klimaet.
Det viser en ny opgørelse over de 10 største pensionsinvesteringer i grøn energiteknologi. Opgørelsen er udført af brancheorganisationen Forsikring & Pension.

- Pensionsbranchen har længe haft fokus på at kombinere lysten til at investere i grønt med udsigt til et fornuftigt afkast. Vind og solenergi for 18,5 milliarder kroner – det viser, at vi tager vores samfundsansvar alvorligt og i høj grad bidrager til den grønne omstilling, siger Per Bremer Rasmussen, administrerende direktør i Forsikring & Pension.

De direkte investeringer i grøn energi tæller havvindmølleparker, vindmøller på land, solceller samt biobrændselsanlæg. For eksempel har pensionsselskaberne investeret i Danmarks største havvindmøllepark, Anholt. Havmølleparken producerer vindenergi svarende til 400.000 husstandes årlige elforbrug.

Men det er ikke kun herhjemme pensionsmidlerne går til grøn omstilling. Danske pensionsselskaber har også investeret i fx vindmøller og biobrændselsanlæg i Holland, Storbritannien og USA.

Ud over direkte investeringer i vind- og solenergi har danske pensionsselskaber også investeret indirekte i vedvarende energiteknologi via fonde. Pensionsselskaberne investerer desuden i klimavenlige aktiver som grønne obligationer, klimafonde, bæredygtigt skov- og landbrug samt i virksomheder med produkter eller ydelser, der forbedrer klima- og miljøforhold.

Tæller man alle pensionsselskabers investeringer i både grøn energiteknologi og virksomheder med primære aktiviteter inden for vedvarende energi med, har branchen investeret over 42 milliarder kroner, viser 2014-tal.

- Branchen bidrager gerne til den grønne omstilling, som vi alle kan blive enige om er helt nødvendig for at forhindre fremtidige klimakatastrofer, siger Per Bremer Rasmussen.

Han opfordrer politikerne til at sikre, at der i fremtiden kommer endnu flere grønne projekter, som er rentable at investere i. Han fremhæver den danske klimainvesteringsfond som en oplagt model for fremadrettet at sikre flere grønne pensionsinvesteringer.

- Om nødvendigt må politikerne skubbe risikovillig kapital i form af offentlige midler foran. Så skal de private penge nok finde vej, siger han.

Kilde: /Ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125