23948sdkhjf

Clever udnævner salgschef og udvider staben

Elbiloperatøren udnævner ny salgschef og udvider medarbejderstaben med en senior business developer og en web manager.
Clever ansætter Lars Sørensen og Thomas Axel Wernblad Bloch som henholdsvis senior business developer og web manager. Derudover har Clever udnævnt Christina Hendriksen til ny salgschef. Christina Hendriksen har indtil nu været chef for CLEVERs kundeserviceafdeling, og fremover skal hun lede begge afdelinger som salgs- og kundeservicechef.

Ansættelserne og udnævnelsen er et vigtigt led i en målrettet indsats, der skal sikre en fortsat vækst og udvikling af virksomheden – såvel nationalt som internationalt.

Christina Hendriksen
Christina Hendriksen har mere end 18 års erfaring med salg og kundeservice fra telekommunikationsbranchen, og hun har været en del af Clever siden oktober 2014, hvor hun har ledet elbiloperatørens kundeserviceafdeling. Hun har en HD fra CBS i afsætning, og tidligere har hun arbejdet med opbygning og udvikling af afdelinger for salg og service hos blandt andre TDC Group. Fremover skal Christina både lede Clevers kundeservice- og salgsafdeling.

- Jeg skal jeg sørge for, at vi i salg og kundeservice skal samarbejde om at levere fra dag til dag. Samtidig skal jeg finde ud af, hvordan vi skal arbejde i fremtiden, og hvordan processerne skal skæres, så vi kan nå at være klar til, når markedet vokser. Endelig skal vi også gøre klar til skalering. Vi skal sikre, at vi har de rigtige aftaler med de internationale bilforhandlere og sikre, at vi har de rigtige produkter til nye segmenter, fortæller Christina Hendriksen.

Senior Business Developer
Lars Sørensen (38) skal som virksomhedens nye senior business developer være med til at udvikle Clever. Han har en kandidatgrad i politik og offentlig administration fra Aalborg Universitet og er i færd med en HD i marketing management fra CBS. Han kommer fra en stilling som economist and business partner hos TDC Business, og har tidligere arbejdet for Finansministeriet, Maersk Tankers og konsulentvirksomheden Implement.

- ”Alle” kan se, at der eksisterer et kæmpe potentiale i elbilbranchen, og jeg ser frem til at være med til at realisere det potentiale som en del af Clever. Jeg glæder mig til at være med til at skabe yderligere vækst og ligeledes til at se resultaterne: At markedet vokser, at vi fastholder en høj markedsandel, og at vi udvider til nye markeder, udtaler Lars Sørensen, Clevers nye senior business developer.

Web Manager
Thomas Axel Wernblad Bloch (41) skal fremover tegne virksomhedens digitale ansigt udadtil som Clevers nye web manager. Han har ti års erfaring med at skabe, drifte, udvikle og optimere hjemmesider. Thomas er cand.merc. i marketing fra Aarhus Universitet, og han har tidligere arbejdet for blandt andre Dansk Golf Union og Ældre Sagen.

- Det, jeg glæder mig mest til, er at være et sted, hvor der er fart på, hvor der er mulighed for masser af udvikling, og hvor man kan udfordre sig selv og hinanden - og samtidig bidrage til et grønnere miljø, siger Clevers nye Web Manager, Thomas Axel Wernblad Bloch.

Clever står bag det landsdækkende ladenetværk, der rummer mere end 500 ladepunkter.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08