23948sdkhjf

CO2-mål nået seks år før tid

På kun fem år har Kolding Kommune reduceret CO2-udledningen med 26 procent
Som klimakommune har Kolding forpligtet sig til at reducere egen CO2-udledning med 21,5 procent inden 2021. Det mål blev nået allerede i 2014 skriver kommunen på sin hjemmeside med henvisning til sit grønne regnskab.

Bedriften glæder Birgitte Kragh, der er formand for miljøudvalget og næstformand i Green Cities,.

- Det er fantastisk flot, at det er lykkedes at nå og endda overgå klimamålet. Kolding Kommune har været blandt de første kommuner til at igangsætte en strategisk indsats for at reducere forbruget af el, vand og varme i egne bygninger, og det er denne systematiske indsats styret af energihandleplaner, der nu giver de markante resultater, siger hun til hjemmesiden.

Stor besparelse på el og varme

Det er især en stor besparelse på el- og varmekontoen i alle de kommunale bygninger, der ligger til grund for, at det er lykkedes at komme i mål før planlagt. Det fortæller den ene af kommunens to energikoordinatorer, Lars Højensgård fra By- og Udviklingsforvaltningen.

- I 2012 tog vi for alvor fat på at reducere vores varmeforbrug. De mange nye tiltag som for eksempel nye, mere klimavenlige varmeanlæg viser først for alvor deres effekt nu efter en indkøringsperiode, og vi er fortsat et stykke fra at nå vores interne mål på dette område, fortæller han.

Selv om det overordnede mål er nået, fortsætter indsatsen for at reducere CO2-udledningen også de næste år frem, lover Kolding Kommune.

Blandt andet regner kommunen med, at fem elbiler, som blev leaset i 2014, vil afspejle sig i energitallene fremover.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094