23948sdkhjf

Endnu et barmarksværk investerer i biomasse

Halvrimmen-Arentsminde kraftvarmeværk forventer at det nye biomasseanlæg vil stå klar til januar 2016.
Brugerne af Halvrimmen-Arentsminde Kraftvarmeværk kan lune sig ved tanken om udsigten til lavere varmepris. Det skyldes millioninvestering i nyt biomasseværk.

Landets kraftvarmeværker er ellers underlagt lovgivning, der binder dem til fossile brændstoffer, som naturgas. Men sidste år blev der indgået et politisk forlig, der tillader landets 50 dyreste værker at vælge alternative brændselskilder.

Halvrimmen-Arentsminde Kraftvarmeværk har dog måttet vente med at komme i gang med arbejdet, da lovforslaget om frit brændselsvalg først blev vedtaget i maj i år og bestyrelsen blev også lettere forsinket, da man på de første skitser kom til at placere de nye bygninger for tæt på skel.

Onsdag havde værkets bestyrelse møde, hvor de godkendte de endelige tegninger for de nye bygninger, der skal opføres.

Der bliver tale om et biomasseværk til en pris af 4,8 millioner kroner, der kan fyre med træpiller eller træflis. Bestyrelsen har ladet sig inspirere af et lignende biomasseanlæg hos Lendum Kraftvarmeværk, som har en række fordele.

- Det er fuldautomatisk og kan fyre med både flis og piller. Det har også en grav, som betyder, at det er let at læsse af for chaufførerne, så vi skal heller ikke betale for aflæsningen, siger Knud Erik Nedergaard.

For værkets 400 brugere betyder det nye biomasseværk ekstra penge i lommen. Prisen for opvarmning af et standardhus er aktuelt på 16.800 kroner hos Halvrimmen-Arentsminde Kraftvarmeværk. Varmeregningen vil fremover falde med mindst 1000 kroner pr. husstand, skønner bestyrelsesformand Knud Erik Nedergaard.

- Det kan sagtens tænkes, at prisen vil falde endnu mere. Men det har vi ikke fået regnet på i kroner og ører endnu, siger Knud Erik Nedergaard.

Projektet er godkendt af Jammerbugt Kommune, nu mangler blot byggetilladelsen. Bestyrelsesformanden forventer, at at det nye biomasseværk vil kunne stå klar til januar. Prisændringen vil formodentlig træde i kraft fra 1. april.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062