23948sdkhjf

Samsø vil udleje kommunens elbiler

Hvorfor bare lade de kommunale biler stå ubrugte hen uden for arbejdstiden, når andre måske kan have gavn af dem?
Det er tankerne bag et nyt initiativ på Samsø, som kommunalpolitikerne i dag skal tage stilling til.

Kommunen vil købe nogle flere el-biler, og der er store planer med bilerne. Derfor skal politikerne også beslutte, om de nye biler skal fungere som borgerbiler. Det fortæller formanden for kommunens teknik- og miljøudvalg, Michael Kristensen til DR Østjylland.

- Efterspørgslen vil helt sikkert være der. Jeg kan ikke forestille mig andet. Det er selve ideen om at køre i en bil, der er ladet op med vindmøllestrøm fra Samsø, så man kan gøre noget godt for miljøet, siger han.

Borgerbiler er biler, som borgere og turister kan leje uden for den kommunale arbejdstid.

Med det nye initiativ mener Michael Kristensen ikke, at kommunen går de private udlejningsfirmaer i bedene.

- Det skal ikke være kommunen, der står som udlejer af bilerne. Det skulle vi meget gerne have et eksternt udlejningsfirma til, siger han.
Kommunen har lige nu følere ude for at finde ud af, hvordan sådan en aftale kan laves.

Samsø blev i 1997 udnævnt til Danmarks Vedvarende Energi Ø.

I forsommeren 2012 fik øen sine første erfaringer med elbiler. Her købte kommunen otte Citroën C-Zero elbiler til øens hjemmeplejere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094