23948sdkhjf

8,5 millioner til flydende energianlæg

Floating Power Plant har modtaget 8,5 mio. kr. i støtte til forretningsudvikling af konceptet. Nu skal der lukkes kontrakter.
Floating Power Plant planlægger at sende et anlæg i fuld størrelse på 7,6 MW til havs ud for Skotlands eller Belgiens kyst. En plan, der har fået et yderligere skub, efter at virksomheden har modtaget 8,5 mio. kr. i støtte fra SMV-programmet, der hører under Horizon 2020.

Pengene er øremærket et helt særligt område.

- Det er noget så sjældent som støtte til markedsmodning. Det betyder, at der er støtte til forretningsudvikling og salg. Når man som os er de første der kombinerer bølger og vind, så er der en masse omkring certificeringer og godkendelser, der giver udfordringer, fortæller direktør for Floating Power Plant, Anders Køhler, der lader ane at pengene nok skal få ben at gå på.

En fuldskalamodel af Floating Power Plant er målet for Anders Køhler, men der er stadig en del, der skal falde på plads før 7,6 MW-modellen stævner ud.

- Lige nu arbejder vi på to mulige kommercielle projekter. Dem bruger vi en del krudt på at få lukket. Og det sker snart – konservativt sagt inden for de næste seks måneder, og det gælder både projektet i Belgien og det i Skotland, fortæller han.

Anlægget, der skal opføres i Skotland eller Belgien bliver på 7,6 MW fordelt på 2,6 MW bølgenergi og 5,0 MW vindenergi. Og at man er ved at være tæt på mål, vidner virksomhedens nyeste satsning på. Der er nemlig etableret kontor i Skotland.

- Vi har allerede ansat den første, der skal stå for forretningsudvikling, men der kommer flere til, når kontrakten er i hus. Så skal der arbejdes med projektudvikling sammen med kunden i Skotland, fortæller Anders Køhler, der efter en årrække med moderat arbejdstempo nu har susende travlt.

- Det hele kulminerer i det her efterår. Vi får snart svar på de to kommercielle projekter. Vi får svar på en ansøgning om EU-støtte og medfinansiering og vi er ved at rejse kapital, så vi går egentligt bare og venter på om tommelen vender op eller ned, slutter han.

Artiklen er en del af temaet Bølgeenergi.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.112