23948sdkhjf

Vestas-selskab ser ud til at miste stor vindmølleordre

Det britiske vindmølleprojekt Navitus Bay er angiveligt ved at blive skrottet af miljø- og turisthensyn.
En kæmpeordre på op mod 121 store 8 MW-vindmøller placeret ved Navitus-bugten i Den Engelske Kanal ser nu ud til at glide MHI Vestas af hænde.

Selskabet, der er ejet af danske Vestas og japanske Mitsubishi, var udpeget som foretrukket leverandør til projektet, der skulle have leveret 970 MW strøm, svarende til flere hundrede tusinde husstandes elforbrug.

Men ifølge den engelske avis Daily Telegraph vil det senere i denne uge blive meddelt, at projektet ikke vil få de nødvendige godkendelser og derfor må skrinlægges.

Årsagen er de massive protester mod projektet. Mange har argumenteret for, at de 200 meter høje møller ville ødelægge udsigten på den smukke kystlinje, der i 2001 blev skrevet ind på Unescos verdensarvsliste.

Det vil på sigt også true turismen i området, og derfor ventes det altså, at projektet vil få en nedadvendt tommelfinger. Det vil i givet fald kun være anden gang, at en større havvindmøllepark bliver underkendt af de britiske myndigheder.

Udviklerne af projektet, EDF Energy og Eneco, har også foreslået en nedskaleret plan B, men den ventes også at blive afvist.

Som foretrukket leverandør af turbinerne stod MHI Vestas til at få en større ordre i hus, men det risikerer altså nu at falde til jorden.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.899