23948sdkhjf

Biogas boomer mere end forventet i Danmark

Etableringen af biogas-anlæg herhjemme går nu så stærkt, at Energistyrelsen opjusterer sine forventninger til udbygningen af anlæg i Danmark.
Det skriver DR Fyn.

Tidligere har man regnet med en fordobling af biogasproduktionen i 2020. Nu regner man med en tredobling. Den udvikling glæder klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V):

- I takt med at vi har planer om at udfase de fossile brændstoffer, er det helt afgørende at finde ordentlige erstatninger. Der er biogas et meget relevant område at satse på, siger ministeren.

Fredag indvies det hidtil største biogasanlæg herhjemme, der kan lede biogas direkte ud i naturgasnettet. Anlægget kan danne energi ud af gylle fra landmænd i området og slagteriaffald, madspild og andet organisk materiale.

Energiselskabet NGF Nature Energy står bag anlægget i Holsted, og selskabet forventer at åbne yderligere to anlæg på Fyn i december og januar. Og faktisk forventer Nature Energy, at biogas på sigt helt kan erstatte naturgas i Danmark – ikke kun i hanerne hos forbrugerne men også i for eksempel transportsektoren.

- Det kræver, at vi bliver effektive omkring vores affaldsindsamling og kan bruge det affald, der er i samfundet, til at putte i biogasanlæggene og få energi ud af det, siger direktør Ole Hvelplund til DR Fyn.

Biogassen har flere fordele: Dels lugter gyllen mindre, og den er mere effektiv, når den spredes ud på marken, hvis den har været forbi et biogas-anlæg først. Og dels er biogas grøn energi, der i modsætning til vindkraft og solenergi, kan oplagres og bruges i de perioder, hvor solen ikke skinner og vinden ikke blæser.

Lars Christian Lilleholt (V), klimaminister siger til DR Fyn:

-Biogas er pengene værd, og vi kan kun glæde os over, at der er sket sådan en udvikling I Danmark. Det løser en række udfordringer i forhold til landbrugets udledninger af CO2, og det giver mulighed for at landbruget kan være en aktiv energileverandør.

Han erkender dog også, at biogassen i Danmark fortsat ikke kan klare sig uden statslige støttekroner.

-Vi følger tæt, hvad det koster. Det er helt afgørende for regeringen, at der er en balance mellem den grønne omstilling og den regning, der kommer ud af det. Og jeg har en forventning om, at i takt med at biogasanlæggene bliver større og mere effektive, så bliver behovet for støtte også mindre, siger Lars Chr. Lilleholt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127