Hos Vordingborg Forsyning er man klar til at tage næste skridt i et 48 millioner kroner dyrt fjernvarmeprojekt. Det skriver SN.dk.
En ny og større transmissionsledning skal bores ned under havbundens overflade i Masnedsund og sikre en bedre og mere stabil forbindelse fra kraftvarmeværket på Masnedø til forbrugerne i Vordingborg.
- Der er ikke mange, der har set et projekt af den her størrelse. Det er noget, der sker hver fyrre-halvtredsindstyvende år, lyder det fra Søren Mikkelsen, direktør for Vordingborg Forsyning.
I denne uge begynder man så småt at gøre klar til borearbejdet, der blandt andet skal sikre, at ledningen kommer til at ligge dybere end den eksisterende, der er blevet for lille og nedslidt.
Turen under sundet er 450 meter lang og det ventes, at borearbejdet vil vare ca. en måned.