23948sdkhjf

SEs 2014-resultat under ambitionen

Et historisk lavt energiforbrug hos danske husstande og virksomheder er en af årsagerne til, at SE’s årsregnskab for 2014 ikke indfrier energi- og telekoncernens ambitioner.
Hos SE blev årets driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) på 625 mio. kr. Ser man bort fra de ekstraordinære engangsudgifter på 92 mio. kr. til integrationen af Stofa og SE, blev det normaliserede EBITDA 717 mio. kr. Det er dog stadig under ambitionen om et resultat på 770 mio. kr. for 2014. Adm. direktør i SE, Niels Duedahl, ser trods en række udfordringer i 2014 frem mod de kommende år, der rummer et stort strategisk råderum.

- I SE vidste vi godt, at dette ikke ville blive et år med stor vækst. Vi har flere gange kaldt det et mellemår, men det til trods, så formåede vi ikke at nå vores mål. Det skyldes særligt en række ugunstige markedskonditioner, varmt vejr, der holdte elforbruget nede, og større integrationsudgifter mellem SE og Stofa end ventet. Vi har derfor haft stor fokus på at gennemføre en række effektiviseringsindsatser, og det er min opfattelse, at vores forretning er stærkere og mere konsolideret end nogensinde før. Så når vi ser fremad, ser jeg et interessant strategisk råderum der kan understøtte vores ambitioner, siger Niels Duedahl, adm. direktør i SE.

Niels Duedahl og SE forventer, at koncernen i 2015 vil levere et EBITDA på ca. 800 mio. kr., og at nettoomsætningen vil forblive nogenlunde på det nuværende niveau. Den øgede lønsomhed bliver baseret på, at SE i 2015 ikke vil have tilsvarende integrationsomkostninger, samt at SE på en række områder kommer til at kapitalisere på de nævnte effektiviseringsindsatser.

2014 bød også på flere opmuntrende resultater
SE kunne i 2014 konstatere en fremgang på en række områder. SE’s samlede tv- og internetforretning (Stofa og SE Bredbånd) klarede sig fornuftigt i 2014 med et samlet driftsresultat på 320 mio. kroner, hvor særligt bredbåndsforretningen havde en nettotilvækst, til trods for at året bød på en række større integrationsudfordringer.

Derudover lykkedes det SE’s energisalgs-forretning at overgå forventningerne med 6,5 mio. kroner. En positiv udvikling, der særligt kan henføres til effektivisering samt en markant fremgang på erhvervsmarkedet, hvor det lykkedes SE at øge antallet af solgte kWh med 14 procent.

- Finansielt er der også en række positive nedslagspunkter for SE i 2014. Vores grundlæggende forretning er kernesund og den bliver kun bedre i takt med, at vi konsoliderer og effektiviserer. Særligt hæfter jeg mig ved, at vores netto rentebærende gæld, efter modregning af vores Dong-aktier, er reduceret med 280 mio. kr. Desuden har vi en meget lav finansiel gearing på kun ca. to gange EBITDA, hvilket sammenholdt med en kommende børsnotering af Dong Energy er en del af vores markante strategiske råderum, siger Niels Duedahl.

Hos SE glæder man sig desuden over virksomhedens positive aftryk på samfundet. Særligt SE’s nyskabende SE Vækstpulje, hvor foreninger, virksomheder og ildsjæle kan søge om midler, der kan udvikle det samfund, SE er en del af. SE Vækstpulje ledes af valgte medlemmer af SE’s repræsentantskab og uddelte før jul 2014 de første 6 mio. kroner til i alt 47 lokale projekter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093