23948sdkhjf

Dansker i spidsen for 41 el-selskaber

Energinet.dk’s administrerende direktør skal de næste to år være præsident for ENTSO-E og dermed 41 eltransmissionsselskaber fra 34 lande.
- En stor anerkendelse af Peder Østermark Andreasen og en understregning af, at Energinet.dk og Danmark viser vejen og får en massiv omstilling til vedvarende energi til at gå hånd i hånd med en af Europas højeste forsyningssikkerheder.

Sådan siger Niels Fog, bestyrelsesformand i Energinet.dk, efter Energinet.dk’s administrerende direktør Peder Østermark Andreasen er blevet valgt til præsident for ENTSO-E, European Network of Transmission System Operators for Electricity, en sammenslutning af 41 europæiske eltransmissionsselskaber, der råder over et område med 532 millioner elforbrugere, 307.503 km højspændingsnet og et årligt strømforbrug på 3307 TWh – cirka 100 gange mere end det samlede danske forbrug.

- Det er en meget ærefuld, markant og vigtig udpegning og opgave for Peder, for Energinet.dk og for dansk energi- og miljøpolitik, siger Niels Fog.

Peder Østermark Andreasen tiltræder 1. juli og er valgt for de næste to år. Dem vil han bruge på at få de 41 selskaber fra 34 lande til at arbejde endnu mere sammen og stå stærkere.
Det er helt nødvendigt, hvis de politiske ambitioner om at udfase fossile brændsler og indføre mere vedvarende energi skal lykkes, mener han.

Fælles udfordringer - europæiske løsninger
- Opgaven med at sikre forsyningssikkerheden og lave den grønne omstilling er meget kompleks, og det er en opgave, vi alle er fælles om. Løsningerne kan vi ikke finde i de nationale rum, de skal laves i fællesskab - i det regionale og europæiske rum, siger Peder Østermark Andreasen.

Han peger på, at der er brug for meget bedre grænseoverskridende elnet og et mere åbent elmarked, så strøm kan flyde frit og sikre forbrugerne både konkurrence på elpriserne og sikkerhed for strøm i stikkontakterne.

I takt med at landene indfaser meget mere svingende energiproduktion, f.eks. vindmølle- og solcellestrøm, bliver strømmen den ene dag lavet tæt på forbrugerne, den anden dag langt fra. Derfor skal meget mere strøm transporteres over meget længere afstande.

De 41 transmissionsselskaber står i løbet af de næste ti år til at skulle investere 150 milliarder euro i landenes højspændingsnet. Dertil kommer et endnu større beløb, som skal investeres i resten af elnettet.

- Det er helt nødvendigt at tænke på tværs, hvis den grønne omstilling skal være effektiv og betalbar for forbrugerne.

Peder Østermark Andreasen er i dag bestyrelsesmedlem i ENTSO-E. Han fortsætter som administrerende direktør i Energinet.dk, men vil bruge lidt mere tid på ENTSO-E-arbejdet, når han indtræder som præsident.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11