23948sdkhjf

Danske vindkompetencer i front på europæisk offshore

Europa fik 1,4 GW mere havvind i 2014, sådan lyder hovedkonklusionen fra EWEA’s nyeste offshore-statistik. Vindinstallationer på havet i 2014 blev ført an af danske virksomheder som Bladt, Dong Energy og Siemens Wind Power.
I alt bød 2014 på 408 nettilsluttede vindmøller med en samlet kapacitet på 1.483 MW. Dette bragte den totale installerede vindkapacitet op på 8.045 MW, fordelt på 74 havvindmølleparker i 11 lande. Statistikken viser, at det europæiske offshore vindmarked oplevede et let fald på 5 pct. i 2014, hvilket bringer sektoren tilbage i niveau efter en rekordvækst i 2013.

Det europæiske vindmarkedet var stærkt præget af de to danske vindmølleproducenter Siemens Wind Power og MHI Vestas Offshore Wind, der stod for henholdsvis 86,2 pct. og 10,5 pct. af markedet. Speciel populær var Siemens’ 3,6 MW mølle, der blev opstillet 340 af i 2014.

- I Siemens Wind Power er vi glade for, endnu engang, at have haft et godt år hvor vi har stillet rigtig mange af vores populære og verdens mest anvendte offshore vindmølle op. Denne mølle har med sin robusthed vist sin høje driftsikkerhed og kører med meget høje produktionstal, til gavn for vores mange kunder og miljøet, fortæller Michael Hannibal, CEO Offshore for Siemens Wind Power A/S til Vindmølleindustrien.

Dong bibeholder førerposition
I 2014 stod Storbritannien for over halvdelen (54,8 pct.) af nye vindinstallationer på havet. Storbritannien efterfulgtes af Tyskland, der sad på 35,7 pct. af den installerede kapacitet. Belgien udgjorde den sidste andel på 9,5 pct.

Af afsluttede projekter i Storbritannien, stod danske Dong Energy bag den 389 MW store, West of Duddon Sands, i det Irske hav. Dong kom også godt ud af 2014 og var blandt de største udviklere og ejere af offshore vindmølleprojekter med 14 pct. Herved bibeholder Dong sin position som den største ejer af havvindmølleparker i Europa med 24,1 pct. af den samlede kapacitet.

Bladt som bannerfører
Det var ikke kun producenterne, der stak ud i statistikken i 2014. På leverandørsiden sås der også danske flag, anført af Bladt Industries. Selskabet med hovedsæde i Aalborg stod bag 43,7 pct. af installerede fundamenter. Hertil stod tyske EEW, som Bladt Industries står til at indgå joint venture med, for 17,9 pct. af installerede fundamenter.

Årets største havvindmøllepark var RWEs Gwynt y Môr på 576 MW i det nordlige Wales, som Bladt leverede fundamenterne til.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172