23948sdkhjf

Worst case for Danmark som elbil-nation

Elbilernes fritagelse fra registreringsafgiften bortfalder i 2016, hvilket betyder at markedet herfor er usikkert. Såfremt regeringen ikke finder frem til en løsning, ser det sort ud. Direktør hos Dansk Elbil Alliance Lærke Flader udstikker her worst & best case scenario for Danmark som elbil-nation.
Som nævnt vil elbilerne i Danmark pr. 1. januar 2016 ikke længere være fritaget for registreringsafgiften. Det betyder, at markedet for elbiler står usikkert. Dansk Energi og Dansk Elbil Alliance arbejder på højtryk for at få en regerings-afgørelse igennem.

Læs også: Postkort og tweets skal redde elbilerne

Worst Case Scenario
Energy Supply har spurgt Dansk Elbil Alliances Lærke Flader om scenariet, hvis regeringen ikke kommer elbilerne til hjælp og finder en løsning.

- Worstcase scenario er, at afgiftsfritagelsen udløber, og at elbiler efter 2015 beskattes ud fra det nuværende registreringsafgiftssystem, dvs. uden nogen form for indpasning og justering af systemet. Hvis dette sker, vil det betyde, at elbiler får fuld afgift, uden fradrag for energieffektivisering. I dag er det kun benzinbiler, der kører 16 km/l eller derunder, samt dieselbiler der kører 18 km/l eller derunder der får en tilsvarende høj afgift. Der sælges stort set ingen biler i Danmark i dag (svarende til kun ca. 5% af det samlede nybilssalg) med så lav brændstofeffektivitet. Dvs. stort set alle konventionelle biler der sælges i Danmark får et fradrag i registreringsafgiften. Men det vil elbiler ikke få. Dette vil bremse hele elbiludrulningen i Danmark, mens det ruller derud af i andre lande. Alene i Europa er elbilssalget fordoblet i 2014 ift. 2013. Ingen lande pålægger elbiler afgifter. Så hvis Danmark gør det, så vil vi være det eneste land, skriver hun i en mail.

Best Case med et par løsninger
Heldigvis tror Lærke Flader ikke at man kommer til at skulle forholde sig til worst case scenario. Hun er langt mere positiv i sine forventninger og har et par løsningsforslag til regeringen.

- Best case scenario er, at regeringen sætter en ambitiøs målsætning, som man gør i mange andre lande, for hvor mange elbiler man ønsker i Danmark i f.eks. 2020, og så indretter afgiftssystemet så vi når denne målsætning. Det kunne f.eks. være, at elbiler om nogle år langsomt indfases i et registreringsafgiftssystem, som belønner miljøvenlige biler mest. Det vil sige et system, der er baseret på bilernes tekniske kvaliteter og ikke på bilernes pris, som det er i dag, skriver hun.

Gør op med vanetænkning
Selvom elbilerne får en håndsrækning fra regeringen, så er det ikke slut med udfordringerne. Lærke Flader er klar over, at det ikke kun er registreringsafgiften, der bremser udviklingen og elbilernes indtog i Danmark.

- Indfasning af ny teknologi tager tid. Her gør vi op med 100 års vaner og betragtningen om biler som den ultimative frihed. Et egentligt gennembrud for elbiler kræver det: Meget mere synlighed om elbiler, meget mere formidling om elbiler, flere konkurrencedygtige leasingtilbud - og dermed mindre usikkerhed om restværdier - og længere rækkevidde på batterierne, lyder det sammenfattende fra elbil-direktøren.


Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111