23948sdkhjf

Store udfordringer på vej mod Paris

Efter to ugers intense forhandlinger i Lima er der enighed om den aftale, der skal bane vejen til Paris næste år, hvor en ny global klimaaftale skal vedtages. Både klima- og energiministeren og organisationen Dansk Energi forudser store udfordringer og en kamp for at opnå en ambitiøs klimaaftale,
Efter 2 ugers intense forhandlinger er der enighed om en aftale. Aftalen er et skridt på vejen til Paris, hvor en global klimaaftale efter planen skal vedtages i december 2015, lyder det fra klima, energi og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen. Dansk Energi forudser en række udfordringer inden man når i mål med en aftale næste år.

Helveg. Et solidt grundlag
På trods af lange og svære forhandlinger er man i Lima enig om, hvad parternes bidrag under den nye aftale skal omfatte, processen frem mod Paris og en første skitse til en kommende aftale. Det giver et solidt grundlag for det videre arbejde. Derudover kommer der fokus på at nedbringe de globale udledninger også før 2020, hvor den nye aftale træder i kraft, skriver klima- energi og bygningsministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi mærker alle klimaforandringerne. Nogle storbyer mangler drikkevand på grund af tørke, andre steder er mennesker tvunget til at flygte på grund af oversvømmelser, og i Danmark står vores kældre oftere og oftere under vand. Med aftalen i Lima er vi kommet et lille skridt videre i kampen mod klimaforandringerne. Men jeg har tænkt mig at beholde arbejdstøjet på, for vi skal øge ambitionsniveauet, hvis vi skal vinde kampen mod klimaforandringerne, siger klima-, energi-, og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Et af de svære spørgsmål, man ikke fik løst i Lima, er hvordan der skal tages højde for parternes forskellige udvikling, når de fremover skal reducere deres udledninger. Klimakonventionen fra 1992 har nemlig en skarp opdeling mellem kravene til henholdsvis i- og ulande. Den er ikke længere tidssvarende, idet den globale vækst i energiforbrug og udledninger fremover vil finde sted i de større vækstøkonomier frem for i de traditionelle ilande. I starten af 2015 skal landene indmelde deres reduktionsbidrag under den nye aftale, hvorefter man kan vurdere, hvor langt de bidrag rækker.

- Vi skal nå en ambitiøs klimaaftale næste år i Paris, hvor alle lande skal bidrage til at reducere deres CO2-udslip. Det bliver ikke nemt, og vi skal kæmpe for det. Men noget af det jeg tror, der kan hjælpe aftalen på vej er de prisfald, vi i øjeblikket ser på grøn energi, og som gør det til et attraktivt alternativ til f.eks. kulkraft, siger ministeren.

Dansk Energi: Toppede brosten hele vejen til Paris
Efter to ugers forhandlinger i Lima forudser Dansk Energi at udfordringerne bliver store på vejen mod en endelig klimaaftale i Paris til næste år.

- Lima-aftalen anviser vejen frem mod en global klimaaftale på COP21 i Paris i december 2015. Men det er ingen boulevard – tværtimod minder det mere om et meget langt cykelløb på toppede brosten, hvor der ikke er garanti for, at vi når i mål, siger adm. direktør Lars Aagaard fra Dansk Energi fra Lima og fortsætter.

- Kun ganske få lande har vist vilje til at begrænse deres CO2-udledninger, og det har været tungt at følge tomgangsdiskussionerne i Peru.

Med resultatet i Lima er det ifølge Lars Aagaard blevet sværere at tro på, at Paris-aftalen bliver blot en anelse ambitiøs. Han tvivler stærkt på, at FN-processen nogensinde kommer til at drive udviklingen, men derfor er der fortsat værdi i, at de knap 200 medlemslande af FN’s Klimakonvention mødes og udveksler erfaringer, gode ideer og viden.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081