23948sdkhjf

Dansk Fjernvarme: Grøn fjernvarme til 580.000 husstande i fare

Nyt oplæg til fremtidens elmarked modarbejder smart udnyttelse af vindstrøm til opvarmning af en femtedel af de danske boliger.
El-reguleringsudvalgets rapport giver ikke grundlaget for et smart og sammenhængende energisystem, advarer Dansk Fjernvarme om i en pressemeddelelse.

Op mod en femtedel af de danske husstande kunne opvarmes ved at gøre energisystemet smart og sammenhængende ved at udnytte vindstrøm til fjernvarme. Men det modarbejder den rapport, som El-reguleringsudvalget offentliggør mandag den 1. december. En rapport som skal danne grundlag for fremtidens elmarked.

-Store varmepumper hos fjernvarmeværker kan producere grøn energi i form fjernvarme af den statsstøttede vindmøllestrøm, som vi i dag i stor stil eksporterer til lavpris til vore nabolande. Faktisk kan de producere fjernvarme til op mod hver femte husstand. Derfor er et smart og sammenhængende energisystem så utrolig vigtig, siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

Og den sammenhæng er ikke er at spore i El-reguleringsudvalgets rapport.

-Rapporten har ikke fokus på et sammenhængende og intelligent energisystem. Den lægger der imod op til, at vi ikke skal udnytte overskudsel fra vindmøllerne til store varmepumper, siger Kim Mortensen.

Rapporten er udelukkende fokuseret på el og ikke på et sammenhængende energisystem. Således er der hverken set på PSO, elafgifter eller nettariffer i forhold til store varmepumper. De store varmepumper er den absolut bedste løsning til udnyttelse af overskuds-el fra vindmøllerne. Fjernvarmens tænketank Grøn Energi påviste for nylig, at hvad der svarer til 27 procent af den vestdanske vindmølleproduktion i dag eksporteres. Det sker til lavpris, hele 21 procent under markedsprisen, fordi det er den eneste måde at slippe af med vindmøllestrømmen på. Til gengæld importerer man el på tidspunkter, hvor vindmøllerne står stille, til en overpris på hele 15 procent.

Alt i alt et regnestykke som koster samfundet 250 millioner kroner årligt. Og vel at mærke er det et problem, som kun vil vokse i takt med vindmølle-udbygningen.

Som elafgifter, PSO og nettariffer i dag er skruet sammen, så er der ikke økonomisk forsvarlig drift i udsigt for store varmepumper i fjernvarmen. Heller ikke selv om energipolitikkerne netop har etableret bl.a. en pulje til tilskud til investering i store varmepumper.

-PSO, el-afgifterne og nettarifferne er ikke fleksible og smarte. De har samme pris hele tiden, uanset om strømmen reelt er billig. Derfor bliver varmepumperne ikke installeret, og dermed mister vi den enorme samfundsmæssige gevinst, der ligger lige til højrebenet. Og vi går som samfund glip af en gylden, grøn og smart mulighed for at sikre opvarmning til op mod 580.000 boliger, siger Kim Mortensen.

Med de store varmepumper ville fjernvarmeværkerne kunne spare enorme mængder brændsler; typisk naturgas. Og så vil man kunne gemme energi fra det blæser, til der er behov.

Dansk Fjernvarme har tilbudt Elreguleringsudvalget at bidrage til at skabe sammenhæng i hele energisystemet. Blandt Dansk Fjernvarmes medlemmer er der 289 elproducerende kraftvarmeværker. Mange af disse er decentrale kraftvarmeværker, som, hvis de får mulighed for at installere store varmepumper, vil kunne producere el, når vindmøllerne står stille og aftage el, når vindmøllerne kører rigtig stærkt og elprisen falder og dermed være med til at sikre sammenhængen og en grøn udvikling.


Fakta:
Hvad der svarer til 27 % af den vestdanske produktion af vindmøllestrøm eksporteres 21 % under markedsprisen.
Omvendt importerer man el, når vindmøllerne ikke snurrer til en overpris på 15 %.
Import og eksport koster samfundet 250 millioner kroner årligt.
Der vil kunne installeres op mod 500 MW store varmepumper, som vil kunne opvarme op mod 580.000 boliger.
Disse varmepumper vil kunne spare udledning af op mod 1 million tons CO2.
(Kilder EA Energianalyse og Grøn Energi)
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125