23948sdkhjf

Vindens værdi

Klumme: Landvind er den billigste teknologi til elproduktion - også når vindkraftens integrations- og balanceomkostninger medregnes, og en øget integration af vindmøllestrømmen forbedrer både samfundsøkonomi og mølleejernes afregning.
Det er to hovedresultater i den analyse, som Danmarks Vindmølleforening sammen med Vindenergi Danmark har fået udarbejdet hos EA Energianalyse: ”Vindintegration i Danmark. Vindens værdi – og tiltag for at sikre den”.

Analysen og de forslag Danmarks Vindmølleforening efterfølgende har sendt til regering og Folketing kan ses på www.dkvind.dk .

I takt med vindkraftudbygningen er det et stort og stigende problem, at markedsrammer og lovgivning ikke er indrettet på den bedst mulige anvendelse af produktionen. Det betyder, at vindmøllestrømmen ikke får den samfundsmæssige værdi, som den kunne få. Og det betyder igen for lav afregning til vindmølleejerne af de leverede kilowatt-timer, da store mængder vindmøllestrøm presser prisen og afregningen til mølleejerne går i bund, når produktionen er stor.
Vindmøllestrømmen kunne allerede i dag anvendes med betydeligt større samfundsøkonomisk værdi, men det kræver en bedre og mere konsekvent indpasning af de større og større mængder VE-strøm.

Varmepumper er vigtigst på kort sigt
EA-analysen viser ikke overraskende, at det absolut vigtigste virkemiddel til at stabilisere elmarkedet og give vindmøllestrømmen værdi er forstærkede transmissionsforbindelser til landene omkring os. Men den peger også på en række indenlandske muligheder for bedre anvendelse af vindmøllestrømmen. Det vigtigste på kort sigt er varmepumper i fjernvarmesystemet, således at kraftvarmeværkerne kan bruge billig vindmøllestrøm til produktion af varme. Det vil hjælpe på økonomien hos både varmeforbrugerne og vindmølleejerne.

Og vigtigt: samhandel med nabolandene eller fornuftig indenlandsk anvendelse er ikke et enten – eller. Der er absolut brug for begge dele. Og styrkelse på begge områder.
At vindmøllernes produktion ikke udnyttes klogt – og derfor får en for lav værdi – har indtil videre været et overset problem hos politikerne. Derimod har det længe været et stort og stigende problem for ejerne af vindmøller. Afstanden mellem den gennemsnitlige markedspris og den afregning møllejerne opnår, har de seneste år været 10-15 %.

Den nye analyse viser, at prisafstanden kan blive større i fremtiden. Omvendt, hvis vinden integreres og udnyttes bedre, så er der gevinster for både samfundsøkonomi og mølleejere.

Med finansloven har politikerne dog vist integrationsproblemet opmærksomhed.

Forældet afgiftssystem
På budgettet for 2015 er der afsat et beløb til netop pilotprojekter og rådgivning om varmepumper. Men venlige signaler gør det ikke alene. Skal det blive til noget i større målestok, er det nødvendigt med afgiftsændringer, således at det faktisk kan betale sig for kraftvarmeværkerne at bruge el til varmeproduktion.

De gode takter fra finansloven bør holde – også når skatteministeriets afgifts- og tilskudsudvalg afleverer sine anbefalinger til den opfølgning på energiaftalen, som forligspartierne har aftalt i 2015. Der er mange udfordringer ved omstillingen af det danske energisystem. Nogle af de alvorligste og vanskeligste stammer fra et forældet afgiftssystem.

Det haster med sammentænkning af hele energisystemet og de rigtige beslutninger om integration. Mange indpasningsværktøjer skal i spil, og en fornuftig fremtid kræver politiske beslutninger om ny rammelovgivning.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078