23948sdkhjf

Kamstrup vinder kæmpeordre

Virksomheden skal levere 28.000 målere efter at have vundet den sidste udbudsrunde i Aarhus Kommunes fjernvarmeprojekt.
Med Kamstrups system får Aarhus Kommune verdens største fjernaflæste målerpark til overvågning af lækager og fjernvarmedrift. Det skriver Kamstrup i en pressemeddelelse.

Aarhus Kommune har en klar grøn vision om, at kommunen skal være CO2-neutral i 2030. Dette gælder også fjernvarmeforsyningen til kommunens cirka 320.000 indbyggere.
En sådan målsætning kræver massive investeringer i hele forsyningsnettet, herunder et nyt intelligent fjernvarmesystem der kan håndtere den vedvarende energi.

I gang siden 2012
Derfor har Aarhus Kommune siden 2012 været i gang med at installere Kamstrups fjernvarmemålere og er foreløbig ved have halvdelen af de i alt 53.000 nye fjernvarmemålere på plads. Kamstrup har netop vundet 2. etape af udbuddet, hvorefter installeringen af de sidste cirka 28.000 målere kan påbegyndes fra 2015.

- Aarhus Kommune har et helt klart klimamål om at blive CO2-neutral i 2030. Et forsyningsnet, hvorfra man kan opsamle data om energi, forbrug og drift, er til stor fordel for arbejdet med at nå klimamålet. På længere sigt er et intelligent forsyningsnet også til fordel for at gøre energiforsyningen mere bæredygtig med mere vedvarende energi, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Løsning gavner økonomi og miljø
Systemet skal være færdiginstalleret i 2017. Det forventes herefter, at Kamstrups fjernvarmeløsning vil nedbringe det daglige vandspild i Aarhus Kommune med 125 kubikmeter i døgnet, svarende til 45.625 kubikmeter om året.

En stor fordel ved systemet er, at AffaldVarme Aarhus går over til automatisk målerkontrol og aflæsning. Dermed slipper forbrugerne med tiden helt for teknikerbesøg og selvaflæsning, mens AffaldVarme Aarhus ligeledes bliver fri for at sende teknikere ud til tusindvis af målere for at foretage test og udskiftninger. Dermed bliver Aarhus’ nye fjernvarmesystem både til gavn for miljø og kommunens økonomi.

- Vi får en måler- og kommunikationsløsning, så vi fremover kan planlægge og overvåge produktionen ned i mindste detalje. Vi vil få besked om fejl, lækager og brud på rørsystemet ekstremt hurtigt. Det er til stor gavn for en sikker og bæredygtig drift, fortæller afdelingschef Elsebeth Arendt fra AffaldVarme Aarhus.

Projekt i verdensklasse
Ifølge Kamstrups divisionsdirektør Knud Bonde er Aarhus et forbillede for alle andre byer og kommuner, der vil lave en aktiv indsats på klimaområdet.

- Dette projekt er State of the Art inden for intelligente forsyningsnet. Hos Kamstrup er vi stolte over at være rygraden i et af de mest visionære fjernvarmenet i verden. Mange andre internationale byer vil fremover kigge på Aarhus som demonstrationsby inden for fjernvarme, så projektet vil også være med til at forstærke Kamstrups position på det globale fjernvarmemarked, siger Knud Bonde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112