23948sdkhjf

Fusion skaber Danmarks tredjestørste affaldsselskab

Affaldsselskaberne TAS og L90 fusionerer og bliver ny storspiller på affaldsmarkedet.
Og fusionspotentialet er stort lyder det fra de fusionerende parter, der på sigt forventer billigere varme og affaldshåndtering til forbrugerne.

Bag det nye affaldsforbrændingsselskab, som får navnet Energnist, står de 16 kommuner, der ejer TAS og L90. Beslutningen om at anbefale en fusion er truffet af borgmestrene i de 16 kommuner på et møde den 26. september samt af de to selskaber.

Fusionen skal i løbet af de kommende måneder godkendes af økonomiudvalgene og byrådene i ejerkommunerne. Planen er, at det nye selskab træder i kraft den 1. januar 2015, og får domicil i Herning.

Vurderingen fra borgmestrene er, at de med fusionen får et selskab, der er gearet til et marked, hvor fremtiden byder på højere konkurrence, udsving i affaldsmængderne og ændringer af afgifter.

- Affaldshåndtering er et område, hvor der sker rigtig store forandringer i disse år, og dem skal vi selvfølgelig ruste os til. Vi har blandt andet regeringens ressourcestrategi med målsætning om øget genbrug. Vi står med et udspil om konkurrenceudsættelse af erhvervsaffaldet, og regeringen ønsker effektiviseringer i affaldsforbrændingssektoren. Svaret på de udfordringer er en fusion, der sikrer os et robust og forandringsfleksibelt selskab, siger Poul Kristensen, direktør i L90.

Stort potentiale
Analyser viser, at fusionen mellem de to selskaber har et effektiviseringspotentiale på godt 300 mio. kr., som skal realiseres i perioden 2015-2029. Fusionsgevinsten vil være til gavn for både borgere og virksomheder i området.

- Vurderingen er, at vi får et konkurrencedygtigt selskab, der vil kunne opnå fuld kapacitetsudnyttelse og større forsyningssikkerhed. Uanset hvordan de fremtidige rammebetingelser bliver for affaldsforbrænding – hel eller delvis liberalisering - vil vi med det nye selskab få en størrelse, hvor vi vil være særdeles konkurrencedygtige på markedet, forklarer Poul Kristensen.

Ny organisering
Når selskabet er på plads efter årsskiftet, bliver der dannet et nyt repræsentantskab og en ny bestyrelse, hvor alle 16 ejerkommuner er repræsenteret.

Fakta om det nye affaldsselskab
Ejerkredsen bag Danmarks kommende tredjestørste affaldsforbrændingsselskab er kommunerne: Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Hedensted, Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Kolding, Lemvig, Middelfart, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Varde, Vejle og Viborg.

Oplandet omfatter 887.000 indbyggere. De 16 kommuner er identisk med ejerkredsen bag de to fusionerede selskaber TAS og L90. Selskabet vil, som i dag, forbrænde hovedparten af
forbrændingsmængden på de to kraftvarmeværker i henholdsvis Kolding og Esbjerg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063