23948sdkhjf

Anholt Havmøllepark runder milepæl

Danmarks største havmøllepark fejrer første år med høj produktion.
Det er nu et år siden at Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og Prinsgemalen under overværelse af Statsminister Helle Thorning-Schmidt på en meget vindfattig dag i september sidste år indviede Anholt Havmøllepark. Siden har der været anderledes gang i vingerne i Anholt Havmøllepark, mens strøm til mere end 400.000 danske husstandes årlige forbrug er sendt i land.

- Vi indviede parken på en dag i september sidste år, hvor vinden lige knap kunne få vingerne til at snurre rundt. Men siden da, har vindmøllerne leveret en meget høj strømproduktion, fortæller Leif Winther, Asset Manager i Dong Energy.

Og hos PensionDanmark er administrerende direktør Torben Möger Pedersen da også rigtig godt tilfreds med selskabets investering i parken.

- Anholt Havmøllepark opfylder de kriterier, vi stiller til en alternativ investering. Risiciene er begrænsede, driften er sikker, og produktionen er uafhængig af de økonomiske konjunkturer. Det første år har investeringen givet medlemmerne det forventede afkast, og det vil det blive ved med mange år frem, siger Torben Möger Pedersen.

Også PKA, der ligeledes har investeret i parken, ser med tilfredshed på investeringer, her et år efter, møllerne begyndte at producere.

- Anholt Havmøllepark var den første park PKA investerede i, og vi er stolte over at være en del af Danmarks største, rene energikilde, der leverer grøn strøm til danske hjem. Vi investerede i havmølleparken med målet om at tjene penge til vores medlemmernes pensioner og samtidig påvirke udviklingen mod et bedre globalt miljø. Begge mål er nået, så vi er tilfredse, lyder det fra Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA.

Høje forventninger indfriet
De 111 vindmøller i Anholt Havmøllepark har haft en rådighed på omkring 97 procent, hvilket er udtryk for hvor stor en del af tiden vindmøllerne har været klar til at producere strøm. Det er, ifølge Leif Winther, en meget flot præstation for en vindmølleparks første år, hvor der normalt forventes en vis indkøringsperiode.

- Jeg er ikke overrasket over, at vindmøllerne har leveret som de har gjort. Vi havde høje forventninger til parken efter en vellykket opførelse af projektet, og den høje rådighed skyldes især et forbilledligt samarbejde mellem de af vores kolleger, der har udviklet og bygget parken og de der senere har stået for driften, siger Leif Winther.

Ud over en høj produktion har Anholt Havmøllepark også som den første af Dong Energy´s havmølleparker leveret opregulering, hvilket vil sige, at parken et par gange med kort varsel er blevet startet uden at der er ydet økonomisk tilskud i situationer, hvor markedsprisen på el har været negativ og der har været brug for mere strøm i elnettet.

- Det er et stort fremskridt for havvind, at vi med Anholt Havmøllepark på den måde kan bidrage til stabiliteten i det danske elnet, siger Leif Winther.

1 år uden uheld
I alt arbejder mere end 70 medarbejdere med at holde parken i drift. Claus Poulsen, der til daglig er ansvarlig for driften er udover at være stolt over møllernes præstation, også meget tilfreds med den sikkerhedskultur, der er indarbejdet i teamet.

- Vi har siden driftsstarten i april 2013 sikret en arbejdsplads uden fraværsskader, hvilket skyldes, at sikkerheden har højeste prioritet hos ledelse, medarbejdere og leverandører. Så foruden at være stolte af den gode produktion ligger det os især på sinde, at den åbne og fælles sikkerhedskultur med jævnlige sikkerhedsinspektioner virker, så alle kommer sikkert hjem fra arbejde, siger Claus Poulsen, Manager i Dong Energy.

Dong Energy, der har udviklet, opført og driver Anholt Havmøllepark, ejer 50 procent af parken. PensionDanmark ejer 30 procent og PKA ejer 20 procent.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094