23948sdkhjf

Green Defence starter i Sønderborg

NATO til workshop i Sønderborg om fremtidens grønne militær
Repræsentanter fra militære camps i USA og Europa, førende forskere og civile specialister er med, når Sønderborg tre dage i februar næste år er vært for en NATO-workshop. Målet er at omstille NATO’s militære camps og installationer til ZERO-tænkning i forhold til energi, vand og affald.

- Tanken om et grønnere NATO er ført frem af bl.a. generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted i verden for en workshop end Sønderborg. Her arbejder ProjectZero i forvejen med de temaer, som man i NATO ønsker fokus på, siger professor Michael Goodsite om baggrunden for, at han – sammen med professor Sirkku Juhola fra Helsinki Universitet og direktør Peter Rathje, ProjectZero i Sønderborg – søgte om at få midler til at holde den workshop, som nu er imødekommet i NATO.

Michael Goodsite har en militær baggrund som officer i den amerikanske hær og NATO, men er nu siden 1. juni i år leder af Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet i Odense. Han glæder sig over, at kombinationen af hans fortid og nutid kan blive til gavn for et grønnere NATO:

- En grønnere profil er en vision for NATO, som workshoppen skal være med til at løfte, siger han.

SDU Campus Sønderborg og Mads Clausen Instituttet på Alsion vil danne ramme om workshoppen, som ventes at få ca. 35 deltagere. Den skal i sagens natur primært have fokus på, hvordan NATO formår at få succes med en grøn omstilling, men der skal også være tid til at se Sønderborg og omegn:

- Gæsterne skal lære fra byens erfaringer med ZERO-omstilling af offentlige og private bygninger, skoler, institutioner, virksomheder og butikker, og se grøn fjernvarme, solceller og vindmøller. Vi skal også en tur til Dybbøl Banke for at få et indblik i, hvordan man i fx 1864 løste udfordringerne med energi, vand og affald, fortæller Peter Rathje.

1. viceborgmester i Sønderborg, Aase Nyegaard er begejstret for, at NATO-workshoppen kommer til Sønderborg og er med til at sætte fokus på ProjectZero og kommunens klima-indsats generelt:

- Vi arbejder med at implementere grøn tankegang fra vuggestue til ph.d., og det glæder mig, at både den tankegang og de praktiske tiltag, der igennem en årrække er sat i gang i Sønderborg, kan tjene til inspiration for andre. Vejen mod nullet er det centrale, men at målet kan nås både frivilligt i fx en kommune eller mere pragmatisk i militæret – det er rigtig godt. Samtidig sættes Sønderborg på verdenskortet, og den brandingværdi sætter vi altid stor pris på, siger hun.

Kilde: ProjectZero

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064