Joint venture selskabet er delt fifty fifty og får hovedsæde på samme adresse som Delpro, der er beliggende i Vamdrup.
Med det nye selskab, Delpro Wind, vil parterne kunne tilbyde totalinstallations- og serviceløsninger til vindmøllebranchen, skriver Delpro i en meddelelse.
Administrerende direktør i Global Wind Service (GWS), Lars Petersen, er udnævnt til bestyrelsesformand, mens Delpros administrerende direktør, Jacob Rath, bliver Delpro Winds administrerende direktør.
- I de seneste år har GWS oplevet stor vækst i vindindustrien inden for mekanisk installation og servicearbejde. Det næste skridt for os er nu at være i stand til at tilbyde fuld service og installationskoncepter, herunder MV & HV-tjenester til vores kunder. Vi er overbeviste om, at partnerskabet med Delpro vil styrke vores tilbud til den globale vindindustri, udtaler administrende direktør i GWS, Lars Petersen.
Også Jacob Rath, administrende direktør i Delpro ser store muligheder med det nye samarbejde.
- Vi vil fastholde vores fokus på vores kernekompetencer i HV-og MV-værker og ved at forene vores kræfter med GWS bliver vi en del af det voksende marked, der tilbyder fuld installation og service til vindindustrien, udtaler Jacob Rath i meddelelsen.