En talsmand for netoperatøren Tennet fortæller til Norddeutscher Rundfunk, at havmølleparken Bard 1 producerer "beskidt" el, derfor er genåbningen af de 80 møller i parken endnu engang udskudt, skriver Ingeniøren.
Havmølleparken med 80 møller på hver 5 MW har ligget stille siden marts – genåbningen er udskudt nu for femte gang, hvilket skyldes at den el, der produceres ikke er i god nok kvalitet til det tyske elnet. Årsagen her til kan være, at vekselstrømmens frekvens ikke ligger konstant på de 50 Hz, som vi også benytter i Danmark, eller at der er for megen støj på sinuskurven.
Koster 1 mio. euro om dagen
Når Bard 1 ligger stille koster det knap 1 mio. euro om dagen. Penge, der enten skal betales af netoperatøren eller vindmølleoperatøren – alt afhængig af om fejlen findes i transformerstationerne eller vindmøllerne.
Allerede i januar var der problemer med Bard 1 - her var det transporten og konverteringen af strøm fra havmøllerne til fastlandet, der var problemet. Senere blev møllerne standset gentagne gange på grund af overbelastning i systemet og til sidst måtte man helt indstille produktionen, da en brand hærgerede en transformerstation i marts.
Nu er det så ”beskidt” strøm, der holder vingerne fra at snurre.
Bard 1 åbnede i august 2013 og kostede over to milliarder euro.