23948sdkhjf

Jorton får tysk godkendelse til offshore-fundamenter

En stor ordre på betonplatforme til en tysk vindmøllepark har medført, at tyske kontrollører har set Jortons betonarbejde efter i sømmene og efterfølgende godkendt og certificeret arbejdet efter tyske normer.
Jorton har som underleverandør af offshore betonplatforme til Bladt Industries i Aalborg fået en ordre på 97 platforme til den tyske offshore vindmøllepark Gode Wind 2, der har Dong Energy som bygherre.

Det er Bladt Industries, der producerer og leverer vindmøllefundamenterne, hvor toppen af fundamenterne krones med en betonplatform.

Grundig tysk godkendelse
Jorton har stor erfaring med støbning af offshore betonplatforme og har indtil nu leveret over 200 platforme til Bladt Industries, men i forbindelse med leverancen til Tyskland blev en tysk godkendelse påkrævet, og den var grundig.

- Tyskernes standarder kræver, at de skal have godkendt alle materialer, der anvendes til produktionen af platformene, før man kan blive godkendt som leverandør, fortæller afdelingschef Allan Harbo fra Jorton i Aalborg.

”Prüfere” på besøg
Der blev i forbindelse med godkendelsen af leverancen først holdt møde i Hamborg. Tyske kontrollører – de såkaldte ”Prüfere” – inspicerede efterfølgende byggepladsen i Aalborg og kontrollerede leverancerne af stål, beton, sand og sten. Efter kontrollen blev de enkelte elementer Ü-certificerede efter tyske normer.

- De danske kvalitetsstandarder er også høje, men det betyder meget for os, at vi nu er godkendt med hensyn til udførelse jævnfør DIN 1045-3. Dermed lever vores betonarbejder også op til de skrappe tyske krav, siger Allan Harbo.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094