European Energy, der sammen med Sampension, står bag den nye landmøllepark mellem Årre og Næsbjerg i Varde Kommune, er gået i gang med de indledende manøvrer til anlægget af vindmølleparken. Det skyldes en nyligt underskrevet byggetilladelse fra Varde Kommune, skriver JydskeVestkysten.
Læs også:
Arbejdet med at anlægge veje til transporten af møllerne i området er begyndt, til trods for at Natur- og Miljøklagenævnet lige nu behandler fire klager over vindmøllerne, bl.a. vedrørende en urigtig VVM-redegørelse, forkerte støjberegninger, skyggekast, støjgener og sundhedsrisisko.
- Vi har sendt en kopi af byggetilladelsen til Natur- og Miljøklagenævnet. Men klagerne har ikke opsættende virkning, fortæller plan- og byggechef Ivar Sande fra Varde Kommune.
Det er Natur- og Miljøklagenævnet der ikke finder, at klagerne har opsættende virkning.
Snurrer til nytårMed forarbejdet godt i vej forventer European Energy og projektleder Andreas von Rosen, at de ti store Vestas-møller vil være i drift allerede ved årsskiftet.
Møllerne, der er af typen V117 fra Vestas, opstilles fra oktober. Hver mølle har en effekt på 3,3 MW og en højde på 150 meter.
Møllerne vil producere, hvad der svarer til ca. 25.000 husstandes årlige elforbrug eller ca. 100 mio. kilowattimer.
 
                