I de senere år har de små barmarksværker ikke haft det for nemt, men hos Voerså Kraftvarmeværk er man økonomisk ovenpå, oplyser NORDJYSKE.
Faktisk er økonomien så god, at man har besluttet at lade de 200 forbrugere hos værket slippe for at betale den næste opkrævning, fortæller kasserer Jørn Fuglsang Christiansen.
Varmeværket fyrer med naturgas fra HMN på et kedelanlæg og en 1500 HK østrigsk Jenbacher-gasmotor og det koster i gennemsnit 22.000 kr. om året at opvarme et 130 kvadratmeterstort parcelhus i Voerså.
Storkunde forsvinder
Det lille varmeværk står dog til at miste storkunde. Frederikshavn kommune påtænker i øjeblikket at lukke Stensnæsskolen, der er varmeværkets største kunde med et varmeforbrug, der svarer til ca. 15 parcelhuse.
- Gør kommunen alvor af at lukke skolen, mister vi vores største kunde, og desuden bliver det svært at få børnefamilier til byen, siger Jørn F. Christiansen til Nordjyske.
Tilbage i 2006 mistede kraftvarmeværket en anden storkunde, da kroen i det lille fiskerleje brændte ned til grunden.