23948sdkhjf

Vellykket event for bølgekraftindustrien

70 deltagere var samlet ved B2B-event for udviklere og producenter
Opfindere og udviklere, producenter og underleverandører samt repræsentanter for en række interesseorganisationer mødtes på kryds og tværs for at gøre status på det foreløbige arbejde med at udvikle bæredygtige løsninger samt se mod fremtidens udfordringer.

Målet er fortsat at kunne levere bølgekraftløsninger, som kan konkurrere på det frie marked, og alene de seneste år har udviklingen været så lovende, at der er behov for at for samle sektoren og i fællesskab sætte kursen for fremtiden. Det er baggrunden for, at videncentret Offshoreenergy.dk i samarbejde med Bølgekraftforeningen i Danmark og Partnerskabet for Bølgekraft havde sat sektorens aktører stævne ved WEIB 2014, som fandt sted i Esbjerg 30. april.

- Der er stadig lang vej mod en kommercialisering af bølgekraft, men vi har med WEIB fået hjulpet aktørerne i branchen videre i processen. Vi har sat fokus på de områder, som branchen skal fokusere på i fremtiden, og vi har fået skabt en dialog mellem de forskellige aktører – en dialog, som kan være med til at hjælpe dem på vej mod deres mål og tættere på en egentlig kommercialisering, siger Kim Nielsen, formand for Partnerskabet for Bølgekraft, og fortsætter:

- Det er første gang, branchen er samlet på denne måde, og vi har fået bekræftet, at de fokuspunkter vi har defineret, og områder vi arbejder med at udvikle i fællesskab, er rigtige.

Et langt sejt træk
WEIB 2014 i Esbjerg havde samlet 70 deltagere, fra udviklingsvirksomheder og forskningsenheder til leverandører af færdige løsninger. Udover en konference med indlæg om fremtidsperspektiver og udfordringer kunne deltagerne deltage ved forskellige workshops samt ved korte, uformelle møder – en slags speeddating – med henblik på at åbne døre til nye samarbejdspartnere.

- Det er et langt sejt træk at nå dertil, hvor vi kan levere de første anlæg til vores kunder. Det betyder eksempelvis meget at bygge en værdikæde op i en forholdsvis ny branche, og det kan godt være, vi er på vej den rigtige vej, men vi er fortsat i fuld gang med at finde investorer og reevante samarbejdspartner. I den proces har WEIB været et rigtigt godt forum, siger CEO Anders Køhler fra Floating Power Plant, som er tæt på at kunne levere de første anlæg med kombinerede bølgeenergikonvertere og havvindmøller på kommerciel basis.

- Aktørerne i bølgekraftsektoren er vidt forskellige steder i deres proces, og mange arbejder i vidt forskellige retninger med en variation af løsninger og med fokus på forskellige markeder. WEIB er med til at skabe overblik og bekræfte, at vi er på vej den rigtige vej, forsætter Anders Køhler.

Tilbagemeldingerne fra deltagerne ved WEIB 2014 var i det hele taget yderst positive, konstaterer arrangørerne, og det er planen at gøre WEIB til en tilbagevendende event med mulighed for at udbygge sit netværk i branchen og møde både kunder og nye samarbejdspartnere.

- Vi har fået skabt det forum for bølgekraftindustrien, som vi havde som mål, og derfor er det oplagt at gentage WEIB til næste år. At så mange deltog viser også, at bølgekraftindustrien er hastigt på vej til at etablere sig som en klynge. Flere deltagere fik desuden aftaler med hjem, som på sigt vil føre til konkrete ordrer, og det er jo også positivt, siger projektleder Hans A. Pedersen, Offshoreenergy.dk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14