23948sdkhjf

Klumme: Netværk: Penge ud af vinduet eller værdi på bundlinjen?

Et medlemskab i et netværk koster penge, og det får helt sikkert nogle virksomheder til at fravælge det – især efter flere år med nedskæringer. Men koster det i virkeligheden på bundlinjen at fravælge medlemskabet? Ja, for med de rette forbindelser kan man gå den direkte vej mod målet frem for at vælge dyre omveje.
Som Business Manager, Oil & Gas, i Eksportforeningens netværk Danish Offshore Energy Group besøger jeg en del danske og norske virksomheder i olie- og gasbranchen. Her støder jeg ind imellem på ledere af især mindre og mellemstore virksomheder, der har den holdning, at netværk ikke er noget, de har tid til, og at det koster mange penge at være med.

Det er ærgerligt, for jeg oplever jævnligt, hvor stor forskel der er på succesraten i de virksomheder, der involverer sig i netværk og plejer det og dem, der helst vil passe sig selv.

Dyre kilometer i Norge
Norge er stor i offshore og et vigtigt marked for danske firmaer, men det kræver meget at få del i olie-pengene. Jeg kender flere underleverandører, der har rejst mange dyre kilometer i Norges olie- og gas-branche, før de fandt ud af, at de havde placeret sig forkert i leverandørkæden, hvor der stilles ekstremt store krav til sikkerhed, dokumentation, leveringsevne, kvalitet og certificeringer.

Havde man fra starten haft branchekendte personer i sit netværk til at ’spille bold op ad’, ville man kunne have planlagt sin tid og strategi mere effektivt og dermed være nået mere sikkert i mål. Det oplever jeg ofte i Danish Offshore Energy Group, hvor vi har 116 branchevirksomheder, som blandt andet mødes til netværksmøder. Virksomhederne er leverandører, rådgivere og servicevirksomheder i olie- og gasbranchen, og det er fantastisk at opleve al den viden og erfaring, der er samlet ét sted, når vi mødes.

Viden om Nigeria
For eksempel havde jeg ved sidste møde et medlem, der ville etablere sig i Nigeria og havde brug for input fra andre erhvervsfolk med erfaring fra området. Inden han tog hjem, havde han fem kontakter, der gerne ville tale videre med ham og dele deres viden. Og her skal nævnes, at det ikke ville koste ham mere end et opkald eller en kop kaffe.

Jeg har for nylig også haft en medlemsvirksomhed, der skulle udstationere en medarbejder i Singapore. Gennem netværket blev medarbejderen lynhurtigt sat i forbindelse med medarbejdere i andre medlems-virksomheder fra branchen, der havde været på markedet længe. Dermed havde den nye mand i Singapore et netværk fra starten med relevante kontakter og erfaring, der kunne hjælpe ham hurtigere frem på markedet.

Forskellen mellem eksemplerne er til at få øje på og viser, at vejen til målet ofte er kortere og mere direkte, når man har ’forbindelserne’ i orden.

Forretning og fodbold
Det er ikke blot hjemme i Danmark, at medlemmerne i Danish Offshore Energy Group hjælper hinanden frem. Flere gange om året rejser jeg med grupper af danske virksomheder på besøg hos potentielle kunder på olie- og gasmarkeder som Norge, Sydkorea, Singapore, Canada og Abu Dhabi, fordi virksomhedernes kompetencer i fællesskab åbner døre til mange interessante kunder på eksportmarkederne. Det er kunder, som ellers ikke ville sætte tid af i kalenderen, hvis man kom alene som ny leverandør. Samtidig bliver der talt forretning, taktik, strategi og fodbold undervejs, og det fører til samarbejde mellem de danske virksomheder efter turen. Mulighederne og idéerne er mange – hvis du er i det rette forum!

Vær kritisk, når du vælger netværk
Så er netværk penge ud af vinduet? Nej, men det skal naturligvis være det rette netværk – og der er mange at vælge i mellem. Prisen på medlemskab af danske netværk kan variere fra gratis til mere end 100.000 kroner om året.

Gå til netværksmarkedet, som du går til andre markeder. Undersøg det grundigt, tag referencer og brug dit netværk til at finde ud af, hvad andre mener. Kig på din egen virksomhed og find ud af, hvilket netværk der bedst harmonerer med jeres strategi, og overvej på hvilke områder du har brug for mere viden og selv kan bidrage positivt. Med den rette netværksstrategi er der med garanti værdi at hente også for din virksomhed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062