23948sdkhjf

Klumme: Fyr for mennesker – ikke for gråspurve

Der er et gigantisk grønt potentiale i overskudsvarmeprojekter. Desværre er der en stor mængde overskudsvarmeprojekter, der ikke bliver til noget primært pga. afgifter. Det er super-ærgerligt, da det er en gevinst for samfundet at udnytte overskudsvarmen fra industrien i stedet for at bortkøle den.
Politiske mål peger mod en fossilfri fremtid med begrænsede biomasseressourcer som det eneste brændsel. Fjernvarmen er i fuld gang med udfasningen af fossile brændsler. Grøn fjernvarme tegner sig for 52 % af den samlede forsyning. Den videre vej til 100 % grøn fjernvarme vil ud over biomasseressourcer komme til at lykkes gennem en udnyttelse af el fra vindkraft i store varmepumper, store solvarmeanlæg, geotermi, grønne gasser i højeffektive kraftvarmeværker og sidst men ikke mindst overskudsvarme fra bl.a. industrien. Og overskudsvarme er der rigeligt af.

Gigantisk grønt potentiale
I industrien udnyttes energien indtil temperaturen er ganske lav – lavtemperaturkilderne. I fjernvarmesystemer benyttes eldrevne varmepumper til at udnytte energiindholdet i lavtemperaturkilder, som dermed opvarmer fjernvarmevandet tilstrækkeligt. De fleste i fjernvarmebranchen ser varmepumper som en del af løsningen for at få lavere fjernvarmepriser. Den samlede kapacitet for eldrevne varmepumper er i dag forsvindende lille; cirka 20 MW-varme. Det samlede overskudsvarmepotentiale i Danmark er cirka 7.000 GWh/år ved projekter med en tilbagebetalingstid på mindre end 10 år. Det svarer til opvarmningsbehovet for cirka 385.000 boliger. Overskudsvarmeafgiften er en hæmsko og gør mange projekter med udnyttelse af industriel overskudsvarme ikke-attraktive. Samtidig kræver virksomheder korte tilbagebetalingstider for investeringer. Derfor vil det give god mening at fjerne overskudsvarmeafgiften på lavtemperaturkilder fra industrien de første år indtil projektet er tilbagebetalt.

Et eksempel: I Brande er der et samlet overskudsvarmepotentiale på 116 GWh. Brande Fjernvarme har i dag et samlet varmebehov på 35 GWh og kan maksimalt udvides til 81 GWh. Overskudsvarmepotentialet i Brande er markant og kan teknisk set dække langt over det maksimale varmebehov. Afgifter er den primære årsag til, at det ikke økonomisk kan betale sig, og derfor nedprioriteres muligheden for at fortrænge fossile brændsler ved at udnytte overskudsvarmen.

Gør verdens bedste bedre
Udnyttelse af overskudsvarme er med til at fortrænge fossile brændsler fra det danske energisystem og ved at fremme dette vil det styrke den udvikling, som har været i gang siden 70’ernes oliekrise. Krisen var startskuddet til en udvikling fra et oliebaseret energisystem til et system baseret på vedvarende energi, der i dag er et af verdens mest energieffektive. I 1972 blev der benyttet 80 PJ brændsler til at producere 80 PJ fjernvarme. På samme mængde brændsel som i 1972, blev der i 2012 produceret 140 PJ fjernvarme, og samtidigt er forbruget af olie faldet fra 88 til under 3 procent. Udnyttelse af overskudsvarme vil forstærke den udvikling, det danske energisystem har været gennem de sidste 40 år.

Oliekrisen fik også innovative virksomheder til at opstå i Danmark. Der er flere danske leverandører af varmepumper, og en afskaffelse af overskudsvarmeafgiften de første år efter etablering vil både være med til at gøre det danske samfund mere energieffektivt ved at udnytte mere overskudsvarme og fortrænge fossile brændsler og så vil det herudover også være med til at skabe flere danske arbejdspladser. Og så vil man fyre for mennesker – ikke for gråspurve.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093