23948sdkhjf

Vejdirektoratet vil have flere ladestandere langs motorvejen

I dag er der ingen ladestandere til elbiler langs motorvejsnettet. Men det vil Vejdirektoratet ændre gennem et udbud, der giver mulighed for opsætning af ladestandere til alle typer elbiler ved bemandede rastepladser langs motorvejene.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

- Det er vores håb, at udbuddet vil give folk med elbiler markant bedre muligheder for at tanke deres biler op, siger seniorkonsulent Jens Pedersen fra Vejdirektoratet.

Udbuddet inviterer operatører til at byde ind på opstilling af ladestandere på 49 forskellige rastepladser. Det vil sige, at de 49 pladser udbydes som selvstændige delaftaler, som de interesserede operatører kan byde ind på. Men operatørerne kan også byde ind på et samlet net af ladestandere, hvis de vil det.

- I Vejdirektoratet ønsker vi at skabe et sammenhængende net af ladestandere, der dækker hele motorvejsnettet, siger Jens Pedersen og tilføjer:

- Og det ønske vil vi naturligvis tage med i betragtning, når vi vurderer tilbuddene fra operatørerne.

I første omgang er der frist til den 8. april til at melde sig til Vejdirektoratet, hvis man som operatør ønsker at deltage i udbuddet. Derefter vil der blive foretaget en prækvalifikation, hvorefter de kvalificerede parter vil blive bedt om at levere et færdigt tilbud.

Det er meningen, at hele udbuddet, der er forberedt i tæt samarbejde med Energistyrelsen og Trafikstyrelsen, skal være overstået inden sommerferien. Og at ladestanderne vil blive opstillet på rastepladserne i løbet af andet halvår af 2014.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094